Hvor maden kommer fra

GedehovederDet er ikke altid sjovt at blive mindet om, men måske er det meget sundt. Vi er gået ned i Ahmedabads slagterkvarter for at få de billeder jeg ikke turde tage sidste gang, og hvis ikke synet af de afhuggede gedehoveder påvirker en, så gør stanken af fisken der kun ligger lidt på køl. Flere af hønsene ser syge ud, og alt er i det hele taget makabert i dette blodfyldte sted.

Men det er jo der vores kød kommer fra, uanset om vi er i Danmark eller Indien må dyrene miste hovederne, og der går da heller ikke længe før jeg sidder og spiser en kyllingeburger, så længere holdt ubehaget heller ikke.Slagter

 

Gademad

 

GademadJeg har fundet mig en ny ynglingsret hernede i det indiske, og det skulle Rune selvfølgeligt også prøve. Og vi klarede det begge uden maveproblemer, så vi antager at hygiejnen har været i orden, til trods for den noget primitive restaurant, hvor køkkenet er en vogn med et gasblus, og opvasken 3 baljer med vand (en til skyl, en til vask og en til endnu en gang skyl).

Udsigten er anderledes end man er vant til, men prisen er samtidigt lav (5 kr for alt du kan spise).

(boden findes overfor Bus Stand i retning mod Hospital Road hvis nogen skulle have lyst til også at prøve stedet)

Mit nye stam-middagssted

Vi havde fået anbefalet stedet allerede den første dag vi var her, men da de kun lavede middagsmad, har jeg ikke været forbi før i dag. Til gengæld er det straks blevet mit nye stamsted.

Desværre er det ikke meget man kan se af køkkenet, men jeg prøver at få taget lidt flere billeder en dag... Det er fint og afrikansk på en og samme tid. Knægten lyser op i et smil hver gang han ser mig, og møder jeg ham på gaden giver han altid hånd. Og det endda før jeg begyndte at give ham karameller.
Desværre er det ikke meget man kan se af køkkenet, men jeg prøver at få taget lidt flere billeder en dag… Det er fint og afrikansk på en og samme tid.
Knægten lyser op i et smil hver gang han ser mig, og møder jeg ham på gaden giver han altid hånd. Og det endda før jeg begyndte at give ham karameller.

De tilbyder to retter: ris i en lille pose med sovs på. Nem og handy hvis man skal have mad på farten, eller kun har 10 rupees (1 kr). Det andet er all you can eat middagstilbud. Du sætter dig og får et fad med 4 forskellige sovse og retter samt en med yoghurt (en såkaldt Fix Gujarati Thali). Dertil salat, refil af roti-brød og evt. ris. Sovsene hører til i den stærke ende, men her kan yoghurten lindre smerten lidt. Fra bordene er der udsigt ud i det primitive køkken, og selvom de danske fødevaremyndigheder slet ikke har en smiley der viser hvilken sundhedsrisiko stedet ser ud til at udgøre for folkesundheden, er maden lækker… Og der er masser af det, og kommer man igennem det, fylder de bare op igen. Og med en pris på 50 rupees (5 kr) konkurrere stedet med restauranten som sælger vegetarburgere til 50 øre stykket om bedst til prisen.

Jeg tror dette sted vinder. Ikke mindst fordi det er noget tættere på vores lejlighed, den fantastiske kartoffelret samt det gratis vand serveret af kopper der vaskes efter lukketid (men genbruges indtil da).

Note: Siden jeg skrev indlægget har jeg været forbi 6 gange for at spise, og få et godt billede derfra, og endnu har maven ikke taget skade, ligesom jeg bliver gladere og gladere for den rappe betjening, og de autentiske omgivelser hvor man møder mange lokale. Læs videre “Mit nye stam-middagssted”

1 meter mad…

1 meter dhosaPå hotellet var vi rendt på to midaldrene damer fra henholdsvis Danmark og Sverige, som nød deres pensionist tilværelse, og en læmgere rejse i Indien med tog og bus. Da vi skulle vise dem et fornuftigt sted at spise, endte vi (endnu en gang) på Green Rock, og Line imponerede alle med hendes ret. En en meter lang dhosa med ost (sydindisk specialitet). Merethe imponere Line og jeg med hendes zizler, en møg varm støberjernstallerken med sydende grøntsager ovenpå.

 

Indisk slikVi kom forbi sælgeren på vej hjem fra restaurant Green Rock. Vi havde endnu ikke vænnet os til at denne del af Indien ikke kræver veludviklede forhandler gener, så inden vi nærmede aftalte vi indbyrdes hvad sådan en pakke måtte koste. Det viste sig dog helt ligegyldigt da sælgeren sagde: ”20 rupees pr hundrede gram”. Vi kiggede på hinanden og smilte, og gik så på jagt efter den variant vi skulle prøve. Ikke at det var svært, karamel og peanuts, er jo svær at lade ligge så snart var vi 400 gram slik rigere, og 8 kr fattigere.

Romantisk middag

Igen i dag inviterede jeg Line ud og spise på en af byens finere restauranter, hvor betjeningen er i top, maden er god og vandet gratis. Da drikkepengene var sendt i køkkenet lød den samlede regning på 31 kr. Jeg undres stadig over det kan lade sig gøre.

(Og det var så tredje besøg på restaurant Green Rock på en uge… Og stedet får de bedste anbefalinger).