Opfattelse af kultur, historie og sandheder

Det er ved at være længe siden, men i anledning af vores snarlige afrejse, er det vel på plads at komme med vores hidtil sjoveste, og et af de virkeligt lærerige møder med en inder:

Inder: “Hello, where are you from?”
Mig: “Denmark”
Inder: “oooh, Denmark”
Mig: “Yes, do you know Denmark?”
Inder: “Yes, but only a little”
Mig: “Wow, thats still impressive, we are a really small country, what do you know?”
Inder:” I study history, and we have just learned about second world war, with you and Germany… But its a long time ago now, and I guess it doesn’t matter anymore. After all you personally had nothing to do with it” (underforstået at vi var på tyskernes side)

Og han har jo ikke mere uret, end jeg har ret, vi har blot lært forskellige opfattelser/perspektiver på en historisk begivenhed.

Altså hvordan kan man lade være med at grine når man oplever at andre opfatter ens historie så anderledes fra ens egen opfattelse. Jeg er taknemmelig for at han der mindede mig om hvor ydmygt man må gå til kultur og historie.

(og inden man totalt afskriver hans udlægning af historien, bør man læse Axel Holms “Hvidsten gruppen”, udgivet første gang i 1945, hvor der bandt andet fortælles en lidt anden historie om forholdet Danmark- Tyskland og ikke mindst Danskerne-Tyskerne end den vi allesammen siden har lært.)

Penge og perspektiv

Er man i tvivl om ens egen rigdom når man er i Indien, ses det tydeligt på at de mindste sedler vi kunne opdrage i Danmark, nemlig 500 rupees (ca 55 kr) flere steder er ubrugelige som betalingsmiddel, da de ikke kan give tilbage. Først når man har fundet et sted hvor man kan få slået sedlen i stykker til 10, 20 og 100 rupees har man noget der kan bruges i internetkiosken, på markedet, eller i de mange små butikker. Tænk sig, at ca 50 kr svarer til en hel kassebeholdning for disse sælgere. Det er sørme en skæv, skæv verden.

Orden og Kaos

Som førstegangsbesøgende i Indien synes alt at være et kaos, trafikken er et mylder i alle retninger, motorcyklerne kører i markedsgaderne, skraldet flyder og det er ikke til at finde det man skal bruge. Gaderne er små og tilsyneladende uden noget system, forskellen på rig og fattig er enorm, supermarkeder er der ingen af og i gaderne (og hotelværelset) høres den konstante larm af dytten fra biler, scootere og motorcykler.

Ja, som førstegangsbesøgene fra systematiske, ordnede Danmark synes omvæltningen enorm. Hundelorte på gaden er her et af de eneste velkendte fænomener, og her synes de næsten ligegyldige i forhold til de langt større kokasser der udgør en langt større risiko for at få beskidte sko.

Og til trods for alle forskellene og det for os vesterlændinge tydelige kaos, er der nok snarere tale om at Indien kører efter sine egne systemer, og at orden hersker i lige så høj grad som derhjemme, det kommer bare til udtryk på en anden måde. Butikkerne er mange, og supermarkederne ikke eksisterende fordi hver butik holder sig til en varegruppe, så en butik sælger hårshampoo og sæbe, en anden rengøringsartikler, en tredje drikkevarer og på gaden finder man frugt, grønt og krydderier. Det har dog endnu ikke været muligt at lokaliserer hvilken butikker der sælger toiletpapir, så måske må vi snart til at rationerer den ene rulle vi har med hjemmefra.

I trafikken er kørselsretning mere vejledende end en regel, og her synes ordenen i høj grad at bestå af at størst kommer først, så motorcykler holder tilbage for biler, scootere for motorcykler, cykler for scootere og fodgængerne har plads nederst i hierarkiet. Båthornet tjener som en advarsel til foran- og mod-kørende og gående om at nu er der en på vej forbi, hvorfor det bruges konstant, uanset om der er fare på færde eller ej.