Cricketspilleren fra Danmark

Da vi besøgte Gandhis gamle ashram stødte vi på en flok børn i færd med at spille cricket, og de var ikke sene til at accepterer da vi spurgte om vi også måtte prøve. Vi prøvede kræfter med både kast og bat, men vi må nok indrømme at det nok kræver lidt træning hjemme i Danmark før at vi på nogen måde kan gøre os i denne sport.

Cricket 1

Cricket 2

Cricket 3

Den danske cricket amatør

Cricketbørn

Da jeg ville observerer disse drenges cricketspil gik spillet i stå, og drengene omringede mig og og snart var jeg inviteret til at prøve kræfter med dette spil. Mit job var at forsvarer mit gærde bestående af stablede cementfliser. Kasteren ville sikre sig min succes, så jeg fik nogle meget stille bolde, alligevel fløj bolden i tilfældige retninger de gange det da lykkedes mig at ramme den. Da jeg levedere battet tilbage var mit møde med spillet ikke slut, nu var det min tur til at kaste, og selvom første kast strøg forbi både gærde og batter og i stedet ramte oversiden af en motorcykel parkeret tæt på gav de mig et par chancer mere.

De var dog ikke længere i tvivl om at jeg ikke løj, da jeg sagde at jeg ikke kendte cricket, og at jeg var fra et fodboldland. Pludseligt fremskaffede de en flad plastikbold, lagde den til rette, for nu skulle de se sådan en fodboldprof’s evner. Jeg spurgte om ikke vi skulle spille, men de ville bare se mig sparke til bolden. Jeg tog tilløb, og lavede et kontrolleret vristspark, for jeg skulle jo nødigt ødelægge noget. Jeg rammer naturligvis bolden helt skævt, og den flyver i modsatte retning af hvad jeg havde forudset… ”No Beckham” forsvarede jeg mig med, men den engelske sparke-konge vækkede ikke rigtigt genklang i denne forsamling.

Nu fandt de i stedet snurretoppene frem, et imponerende simpelt stykke legetøj, som jeg alligevel formåede ikke at gøre klar til affyring. Drengene var ivrige efter at hjælpe, og havde snart snoet snoren stramt om den lille top, og vist mig hvordan den skulle sendes af sted ved at blive kastet fremad, hvorefter der trækkes tilbage i snoren for at skabe spin. Første del lykkedes, men anden del fejlede totalt, så snurretoppen fløj baglæns forbi både mig og forsamlingen, ramte en parkeret scooter, for derefter at lande halvtræt på fliserne, og holde sig oprejst kun lige nøjagtigt længe nok til at børnene kunne pege begejstret og sige: ”Se den snurrer!”. Jeg havde dog mere travlt med at undskylde overfor de tre unge mænd der stod omkring den scooter jeg netop havde ramt, end med at fejre min triumf.

Ja, meget held havde jeg ikke med sport, men da de fandt en cykel frem lysnede det. Det må jeg da trods alt ikke kunne fucke op, tænkte jeg da jeg smilende satte mig op bag på cyklen, imens den mest energiske dreng satte sig til rette på sadlen. Snart fløj vi ned af de ødelagte små veje, med den stolte knægt som erfaren chauffør, og jeg som grinene passager. Da vi pludseligt drejede om et hjørne var det dog nær gået galt, da en ko havde valgt at holde pause lige der hvor vi var på vej hen. Havde den været en meter længere bagude havde det vist været uundgåeligt for min chauffør at få et brunt stempel fra koen lige midt i panden. Vi holdt ind ved et lille alter, chaufføren tog sig 1 minut til at bede en bøn, inden vi igen hoppede på cyklen. Denne gang med mig som chauffør, og med ham som den grinende passager. Da vi kom tæt nok på til at hans venner kunne høre ham blev hans grin og begejstring kun højere. Det her skulle alle se.

Da jeg forlod de glade drenge fik jeg et bolche, der var fra dem allesammen, og sikrede mig at jeg kan finde tilbage til dem en dag. Men først skal jeg fundet en ordentlig fodbold til dem.