På besøg hos Gandhi

Da vi nu var i Ahmedabad kunne vi jo lige så godt besøge Sarbarmati Ashram der var Gandhis hovedkontor under uafhængighedskampen, og stedet hvorfra hans saltmarch startede. Der var ikke meget at se, ud over Gandhis gamle værelse der imponerer ved alt det der ikke er der. En seng, der også gør det ud for en stol, en skrivepult og en spinde til at lave garn på. Et udslag af Gandhis tro på at man skulle begrænse sine ejendele til det absolut mest nødvendige.

Stedet rummede en ro man ikke finder mange andre steder i Ahmedabad, eller i Indien for den sags skyld. Om det skyldes stedets historie, respekten for Gandhi eller bare den simple indretning skal jeg ikke kunne sige, men det var et dejligt afbræk på vores tur.

I museet er der et brev fra Gandhi til hans ven Hitler (ja, sådan starter brevet faktisk, da Gandhi anså sig selv for at være venner med alle) der er ganske spændende læsning. Efter en tur rundt i Gandhis univers er min respekt for ham kun blevet større, mon verden nogensinde igen ser en (politisk) leder der i den grad sætter egne behov til side for at arbejde for fællesskabets bedste?

Hvor maden kommer fra

GedehovederDet er ikke altid sjovt at blive mindet om, men måske er det meget sundt. Vi er gået ned i Ahmedabads slagterkvarter for at få de billeder jeg ikke turde tage sidste gang, og hvis ikke synet af de afhuggede gedehoveder påvirker en, så gør stanken af fisken der kun ligger lidt på køl. Flere af hønsene ser syge ud, og alt er i det hele taget makabert i dette blodfyldte sted.

Men det er jo der vores kød kommer fra, uanset om vi er i Danmark eller Indien må dyrene miste hovederne, og der går da heller ikke længe før jeg sidder og spiser en kyllingeburger, så længere holdt ubehaget heller ikke.Slagter

 

Natbus til Diu

Hotellet har hjulpet med billetten, lidt i sidste øjeblik, men alligevel lykkedes det at booke en sovebus til Diu, hvilket er en rejse på ikke under 8 timer, men som man kan få for ca 45 kr.

Jeg tog også natbussen til Ahmedabad, men har ellers rejst med de statslige busser og tog i dagslys, så jeg glæder mig til igen at lade søvn slå det meste af rejsen væk. Bussen er noget finere end den jeg kørte med til Ahmedabad, og efter at have set Lines billeder og hørt om at hun fik både tæppe og hovedpude begynder jeg at glæde mig… Men det var for tidligt, for inde i bussen er pladsen endnu mere trang end den forrige bus, og madrassen hårdere, selvom det gamle gulvtæppe der skal gøre det ud for lagen hjælper lidt. Læs videre “Natbus til Diu”

Abekattestreger

Abekat

En tur på cafe byder på abekatteoplevelser vi sent vil glemme, endnu en overraskelse fra det indiske dyreliv.

Vi har brugt dagen på at se den gamle del af Ahmedabad sammen med Lines tidligere kollega, prøve hendes lokale kulinariske favoritter og sidder nu på en smarte Zen Cafe, der ligger ved siden af universitet. Omringet af træer til 3 sider og universitet til den fjerde har vi sat os ved et bord imens vi venter på vores drinks. Læs videre “Abekattestreger”

Børnefødselsdag

 Børnefødselsdag

Som nyuddannet pædagog er Indien er rigtigt interessant land at besøge, for her bliver man nød til at sætte spørgsmålstegn ved nogle af de ”sandheder” der hersker i vesten. Jeg har jo selv arbejdet i børnehaver hvor madpolitiken krævede rugbrød, for uden dette sure brød kan børn ikke udvikle sig sundt. Jeg hører hvordan muslimske drenge ikke opdrages, hvor skadeligt det er for børn at være længe oppe og sådan fortsætter listen over alt det vi som pædagoger gør os kloge på, uden rigtigt at kunne underbygge det med forskning. Læs videre “Børnefødselsdag”

Superstjerner ved Adalaj Vav – Ahmedabad

Line Superstar
Ved Adalaj Vav stepwell nord for Ahmedabad overraskes vi af en skoleklasse på udflugt. De første børn vil gerne give hånden, og snart følger resten efter, så inden vi får set os om er der næsten hel x-factor stemning med masser af børn der vil hilse på. Efter lidt tid får lærerne styr på flokken, og børnene begiver sig hastigt igennem stedet, så de kan komme ud på græsset at lege. Læs videre “Superstjerner ved Adalaj Vav – Ahmedabad”

Med toget i Indien

Med ordene: “One ticket to Ahmedabad”, starter mit første togeventyr i Indien. Min storebror er glødende togentusiast, og det ville jo være en skam ikke at tage lidt historier med hjem til ham, så jeg har besluttet mig for at tage toget fra Baroda til Ahmedabad. Billetten står mig i 40 rupees, en del mindre end de 137 rs det kostede mig at tage bussen den anden vej.

Jeg må spørge en del inden indere om vej inden jeg har fundet den rigtige peron, men straks jeg ankommer her spørger en inder om han må se min billet, og med kropssproget bekræfter han at jeg er det rigtige sted. Jeg prøver at finde ud af hvilken vogn jeg skal ind i, men finder ikke  nogen der taler engelsk, så jeg får blot bekræftet at jeg er det rigtige sted.

1½ time senere kommer toget, en halv time forsinket, og jeg står sammen med mine nye bedste venner, 3 unge indere der har lovet at hjælpe mig til en god plads i toget, men først efter de har fortalt mig at jeg som turist nok bør tage bussen fremover da jeg ikke er vant til det kaos det kan være at tage toget. Inden toget når perronen forklarer de mig at hvis jeg vil sidde ned, så bør jeg hoppe over på den anden side af skinnerne, hvortil jeg svarer at jeg bare bliver hos dem. Men da de hopper over på skinnerne, følger jeg med, man må jo rejse som de lokale tænker jeg. Da jeg står med ryggen mod en godsvogn, og fødderne pegene i retning af skinnerne hvor der om lidt kommer mange tons tog kørende er jeg dog ikke helt tryg ved situationen.

Da toget nærmer sig ser jeg børn og unge hænge ud af de åbne døre og vinduer, et syn der ville få enhver dsb medarbejder til at lægge sig syg med stress, og lige så snart toget holder stille hopper vi ind af døren. Vi kommer ind til en kø af mennesker der prøver at komme ud af døren på modsatte side, og må mase godt til for at komme igennem flokken og få os et par pladser, men mine nye venner hjælper mig godt og reserverer et sæde til mig indtil jeg får kæmpet mig igennem. Vi sidder og nyder sejren, imens vognen langsomt fyldes. Sejren bliver dog kortvarrig da vi åbenbart har valgt en vogn med reserverede pladser, så snart smides vi væk af nogle med billetter, og vi må derfor stå op det meste af de 2 timer turen tager. Men nu har jeg prøvet det, at rejse med tog på 3. klasse.