Orden og Kaos

Som førstegangsbesøgende i Indien synes alt at være et kaos, trafikken er et mylder i alle retninger, motorcyklerne kører i markedsgaderne, skraldet flyder og det er ikke til at finde det man skal bruge. Gaderne er små og tilsyneladende uden noget system, forskellen på rig og fattig er enorm, supermarkeder er der ingen af og i gaderne (og hotelværelset) høres den konstante larm af dytten fra biler, scootere og motorcykler.

Ja, som førstegangsbesøgene fra systematiske, ordnede Danmark synes omvæltningen enorm. Hundelorte på gaden er her et af de eneste velkendte fænomener, og her synes de næsten ligegyldige i forhold til de langt større kokasser der udgør en langt større risiko for at få beskidte sko.

Og til trods for alle forskellene og det for os vesterlændinge tydelige kaos, er der nok snarere tale om at Indien kører efter sine egne systemer, og at orden hersker i lige så høj grad som derhjemme, det kommer bare til udtryk på en anden måde. Butikkerne er mange, og supermarkederne ikke eksisterende fordi hver butik holder sig til en varegruppe, så en butik sælger hårshampoo og sæbe, en anden rengøringsartikler, en tredje drikkevarer og på gaden finder man frugt, grønt og krydderier. Det har dog endnu ikke været muligt at lokaliserer hvilken butikker der sælger toiletpapir, så måske må vi snart til at rationerer den ene rulle vi har med hjemmefra.

I trafikken er kørselsretning mere vejledende end en regel, og her synes ordenen i høj grad at bestå af at størst kommer først, så motorcykler holder tilbage for biler, scootere for motorcykler, cykler for scootere og fodgængerne har plads nederst i hierarkiet. Båthornet tjener som en advarsel til foran- og mod-kørende og gående om at nu er der en på vej forbi, hvorfor det bruges konstant, uanset om der er fare på færde eller ej.

I Indien er intet umuligt

I Indien er alt muligt, og der er ikke noget som ikke kan lade sig gøre, eller i hvert fald sådan ca. Vi oplevede fænomenet første gang, da vi bestilte the på hotellet. Tjeneren, en lille dreng på 10 år, spurgte et par gange om det virkeligt var almindelig the, og ikke masala the som vi ville have. Da vi blev ved med at sige almindelig the rendte han i køkkenet med vores bestilling. Et øjeblik efter stod en af drengens overordnede og spurgte om vi mente masala the? Vi sagde igen, at vi skam mente almindelig the ligesom drengen havde fortalt i køkkenet. Manden nikkede og gik i køkkenet. Et øjeblik efter stod drengen ved vores bord, og gav os en kande the med ordene: En kande masala the.

En time senere oplevede jeg fænomenet igen, da jeg rendte på en ivrig kortsælger. Først sagde jeg nej, men da han blev ved med at insisterer på at vise mig hans varer slog det mig at jeg jo faktisk manglede et kort over byen. Så jeg spurgte om han havde et kort over Bhuj. Ingen problem sagde han, og satte sine poser med kort fra sig, og fandt hans største kort frem: ”Se her, hele Kutch regionen” sagde han imens han viste mig et kort der blot var en stor udgave af de første han havde vist mig. Jeg prøvede igen: ”Nej, et kort kun over Bhuj”. ”Ja, et kort over Kutch” sagde han uden så meget som at pege Bhuj ud på kortet. Jeg fortalte ham at kortet var alt for stort, og at jeg kun skulle bruge et over byen, og til sidst gav han op.

Her i Indien får man ikke et nej bare fordi de ikke har hvad man beder om, men finder det de har som kommer tættest på, og insistere på at det er lige det du har brug for.

Gadesælgeren

Gadesælgeren

Jeg stoppes af denne lokale sælger der smiler og hilser, og gør tegn til om ikke jeg vil fotografere ham. Jeg fotograferer ham og hans venner, og de ser billedet på mit kamera, inden de fortæller mig at jeg må komme forbi med et print af billedet i morgen. Jeg spørger om de ved hvor man kan printe, men enten forstår de det ikke, eller også er det mit eget problem, de nøjes i hvert fald med at bekræfte at jeg skal komme med billedet i morgen. Jeg nikker, og smiler, og noterer i mit sind at jeg skal have printet billedet til manden, men om det lige bliver til i morgen det ved jeg ikke. Bemærk deres huer, her er jo “kun” ca tyve grader i skyggen for tiden…

Inviteret til middag

Her på min anden dag i Indien er jeg draget ud i byen. Min plan er at få lidt overblik over byens største gader, for derved altid at kunne finde tilbage til hotellet, hvis bare jeg finder en af disse gader. Jeg går derfor af den første store gade jeg møder, og finder snart et ægte loppemarked, gamle scooterhjul, stumper, rustne møtrikker, oliebøtter og andet sælges, intet synes for gammelt, at for lav værdi eller for ligegyldigt til at kunne blive solgt her på stedet. Jeg har allerede mistet fornemmelsen af verdenshjørner og retning til hotellet, men tænker at jeg altid kan gå ruten baglæns, hvis det er eneste måde at finde hjem på, og ellers må jeg tage en rickshaw. Så skal jeg bare lige have slået min 500 rupees i stykker.

I Danmark ville sådan et skab nok være blevet forsynet med en lås, her står flere af den åbne.
I Danmark ville sådan et skab nok være blevet forsynet med en lås, her står flere af den åbne.

Pludseligt ser jeg hjørnet af den gamle markedsbygning, så ved jeg hvor jeg er, og herfra er der ikke langt hjem og dette er et fint sted at fortsætte ekspeditionen fra tænker jeg, og begiver mig mod vest.

Snart finder jeg en sø, som jeg kan genkende fra google earth studierne hjemmefra. Søen er dog halvt udtørret, og der er kun vand i bunden af området. Langs vandet ses kvinder i gang med at vaske hår, eller vaske tøj og en ældre mand er i gang med at drive hans 3 køer rundt om vandet i bunden af området. Bag mig mødes en række af byens største veje, og efter at vi i går ikke så andet end små gader, synes disse brede veje at høre en hel anden by til. Skal man mon bare gå over, og regne med at trafikken kører udenom, ligesom Line siger de gør i Østasien? Jeg observere lidt, de andre lokale bliver stående og venter, så kan det umuligt være sikkert at prøve at gå over før der er hul i trafikken, heller ikke selvom ventetiden er lang, før der kommer et hul stort nok til at nå over til hellen i midten af vejen.

Derfra tager jeg en lille vej/sti og møder mælkemanden der kommer kørende på sin scooter, med en mælkejunger monteret på hver side. Han holder ind, åbner den ene junge og råber ”Ooiiii… Ooiiii” et par gange, hvilket må være mælkemandens version af ”hjemisklokken”, der fortæller folk i nærheden at nu er mælkemanden her.

Selv på de store veje færdes køerne som det passer dem. Hvilket kan skabe problemer.
Selv på de store veje færdes køerne som det passer dem. Hvilket kan skabe problemer.

Efter at have besøgt Shree Swaminarrayan Temple, får jeg dagens største positive oplevelse, da jeg for et øjeblik har sat mig på kantstenen for at se om mit kortprint fra google earth giver nogen som helst mening ud fra dagens opdagelser. En ældre mand henvender sig til mig, hans engelsk er ikke nemt at forstå, men til sidst forstår jeg at han spørger til mit navn, og vi udveksler navne, han får at vide hvor jeg kommer fra, og lidt mere oplysninger om hvad jeg laver i området, og hvor længe jeg skal blive, og pludselig inviterer han mig på middag. Efter den første tanke om hvad jeg mon er på vej ud i, eller hvad hans bagtanker mon kan være, kommer jeg heldigvis til fornuft, og tænker: ”hvorfor ikke?”. ”Skal det være nu?”, ”Nej, i morgen, så kan du komme hjem til vores hus”, ”Okay, hvor ligger det henne?”, jeg får en adresse, jeg selv med mine mest spidsede ører ikke formår at fange, og uden noget at skrive med, må jeg være ærlig og fortælle at jeg næppe kan finde det. Alligevel efterlader oplevelsen mig med at bredt smil op til begge øre, sikke en gæstfrihed.

Morgen på hotellet

Vågner imens det stadig er mørkt, det må være tidligt for gaden er helt stille, og der høres ikke en lyd. For første gang siden vi kom til Indien er der ro. Madrassen er hård som et bræt og indbyder ikke rigtigt til at blive liggende bare for hyggens skyld, alligevel vender jeg mig om og prøver at sove videre, for hvis selv gaden er stille, hvad er der så at stå op til? Det lykkedes at falde i søvn igen, og da jeg slår øjnene op næste gang har vækkeuret ringet, og Line er derfor også vågen.

Jeg har ikke rigtig nogen appetit, og har ikke travlt med at komme op, selvom køkkenet både kan lave omelet, toast og pandekager. Jeg slår en bøvs og kan igen smage aftensmaden fra i går. Vi spiste på hotellet, da vores jagt efter andre spisesteder var mislykket. Maden var okay, men måske også lige rigeligt efter næsten to døgn uden rigtigt at have spist noget. Og indisk mad er okay, men ikke noget jeg frivilligt vil leve af mere end en uge af gangen, forhåbentligt kan jeg vende mig til det, om ikke andet glæder jeg mig over at hotellet serverer kød som et af de få steder i byen.

Vi står op og går i bad, vi tænder for den lille elektriske vandvarmer på væggen, og fylder bægeret med varmt vand som vi så kan hælde ud over os. I bruseren er der kun koldt vand, så vil vi have varmt vand må vi altså tage bad på denne måde. I det mindste har vi et toilet her på vores midlertidige værelse, når vi flytter i lejligheden må vi nøjes med to trædeplader og et hul i gulvet.

Vi går ned til hotellets restaurant, som udgøres af to marmorborde, og 16 tilhørende plastikstole. Line har heller ikke den store appetit, og vi bestiller en kande the. Vores tjener, en dreng på ca 10 år  spørger: ”en kande masala the?”, nej vi ønsker bare almindelig the. Han går hen mod køkkenet og giver vores ordre videre, en af de ældre ansatte kommer over til os for at bekræfte: ”Var det en kande masala the?”, nej tak, bare almindelig the. Få minutter senere sidder vi så med vores kande masala the.

Judy, Lines boss eller vejleder de næste par måneder kommer ned i restauranten, og vi høre lidt om hvad folk laver, hvordan man kommer på arbejde uden bil med mere inden de drager af, Line, Judy sammen med to andre der skal med ud til Kahla Rasha.

Da tøserne drager af, går jeg den anden vej, rundt om hotellet og ud på en større asfalteret vej. Målet er at få lidt styr på de større veje i byen, så vi ikke kan fare helt vild…

Den lange rejse og første indtryk

Jeg havde glædet mig til mødet med Indien, en farverig kultur fjern fra vores egen, men som jeg sidder her på knæ foran flytoilettet og for fjerde gang kaster gårsdagens aftensmad og den smule cola jeg har kunne drikke siden afrejsen op, er kan jeg dårligt være mere ligeglad med Indien. Jeg vil egentligt bare gerne have en seng, og nogle saltstænger.

Typisk at blive syg på afrejsedagen, men når det nu skal være, så er det betryggende at vide at der er tale om en dansk sygdom, og ikke en eller anden eksotisk miltbrand lignende art af dødelig sygdom. Læs videre “Den lange rejse og første indtryk”

Meget tid lig mange muligheder

Fire måneder helt uden planer, uden tv, fast internet og rutiner og vaner til at stjæle og fylde ens tid. På en gang skræmmende på grund af den lurende kedsomhed og samtidigt spændende og tiltrækkende på grund af netop tiden. Den uplanlagte tid er der hvor jeg bedst finder tid til at få nye ideer, få tænkt over mit liv og dets retning, fordybe mig i nye interesser og få sat projekter i søen. Så med 4 måneder fyldt med uplanlagt tid har jeg fået alle muligheder for at finde ud af hvad de næste par år skal bringe, og lægge planer for hvordan jeg skal nå derhen.

Så imens Line straks begynder som gæstearbejder i dette fremmede land, og har fuld kalender, så har hun foræret mig muligheden for at kaste mig over hvad end jeg finder interessant, Læs videre “Meget tid lig mange muligheder”

Afsked og glæde.

De sidste par uger har vi enten haft besøg af, eller været på besøg hos, en stor del af vores venner. Det er blevet til mange gylde øjeblikke hvor venskab, hygge, kærlighed og nærvær er gået hånd i hånd med de gode historier, god mad og et glas vin eller to. Disse stunder har været fantastiske, og jeg glæder mig allerede til at gøre det igen når vi kommer hjem, hvor vi skal rundt og sige god dag til folk igen.

Mange gange har vi måtte knibe os i armen Læs videre “Afsked og glæde.”

Nomader i eget land…

I går fik vi afleveret nøglen til vores lejlighed til de midlertidige lejere, som har lejet den imens vi er væk. Så har vi ikke den udgift at bekymre os om, til gengæld har det betydet at den sidste uge har gået med at pakke, køre væk og gøre rent. Eller det vil sige, det har været programmet for dagen, aftenerne er så stort set uden undtagelse brugt i venskabeligt lag med god mad og rødvin enten hos os, eller hos vennerne imens vi har været rundt og sige farvel og takke af.

Nu sidder vi så i Århus, på besøg hos en rigtig god ven, trætte ovenpå endnu en aften med hygge, god mad og vin, men Læs videre “Nomader i eget land…”

Indiske eventyr venter…

I næste uge afslutter jeg min uddannelse til pædagog, og derefter venter der så et halvt års eventyr på den anden side af kloden. Min kæreste har fået praktikplads i Bhuj, i det landlige Indien, så jeg har fået en god mulighed for at drage afsted, og finde min indre antropolog frem. På turen ser jeg frem til at møde inderne, og se hvad vi vesterlændinge kan lærer af dette folkefærd, der lever liv så forskellige at det kan være svært at forstå at vi lever på samme planet. F.eks. tjener en veluddannet inder hvad der svarer til 4.400 kr om måneden, altså mindre end hvad jeg har fået i SU i de sidste år. Uden at være den store globetrotter har jeg sidste år set flere forskellige lande, end en del af inderne gør i et helt liv Læs videre “Indiske eventyr venter…”