Om at sige ja…

Jacob Holdt opfordre en til altid at sige ja til de invitationer man får. Kun derved kan man møde folk uden fordomme, og få adgang til alle de oplevelser der ligger derude og venter på en. En ting jeg ofte glemmer, og derfor sniger mig udenom invitationer med undskyldninger om at jeg har travlt, skal noget andet eller at det er ubelejligt. Dagens oplevelse blev dog en reminder om at de bedste oplevelser altid kommer når man ikke regner med det, og at jo flere gange man siger ja, jo flere får man af disse unikke, specielle og uforglemmelige oplevelser…

… Jeg var egentligt på vej på posthuset, men jeg kunne jo lige hilse på ham på vejen, blomsterhandlere, for det første fordi det var den korteste vej, og for det andet fordi jeg ikke havde hilst på ham i mere end en måned, så hvis jeg skulle nå at takke af var det jo et fint tidspunkt. Vi havde dog ikke snakket længe før jeg var inviteret på mad, jeg var egentligt ikke i humør, jeg var træt, og selvom jeg ikke havde planer prøvede jeg at sno mig udenom. Han lod dog ikke til at høre efter, og snart havde han bået inviteret mig på middagsmad, bekræftet aftalen, og fået fortalt at han ville vente på mig nu det var en aftale.

Jeg nåede at overveje at droppe det, men det ville jo samtidigt betyde at løbe fra en aftale (om end jeg selv ikke havde megen andel i indgåelsen), og det strækker jeg mig langt for at undgå. Det ville også betyde dårlig samvittighed hver gang jeg kom i den del af byen. Men når jeg skal være ærlig er det altså udelukkende blomstermandens fortjeneste at jeg fik en herlig eftermiddag, og ikke endte med at sove middagslur, læse bog eller på anden måde slå tiden ihjel.

Da jeg mødte op var han ved at pakke sammen, og derefter var det afsted på hans motorcykel, et lille stop for at sælge to blomsterkrænse for 5 kr, og så ellers ind på en lille (primitiv og lidt beskidt) restaurant og hente middagsmaden. Kylling eller får havde han spurgt undervejs, og jeg havde sagt at det var lige meget. Med eller uden ben? Uden ben tak… Og snart kørte vi derfra med en pose med varme ris og to varme sovse, videre mod hans gård…

Grinene børn tog imod, og snart var faderen blevet vækket fra middagsluren så der blev plads til mig på sengen, og så stod den ellers på mad. Hverken får eller kylling var uden ben, ja faktisk var der nok mere ben end kød, sovsen var stærk og kærnemælken som altid lun. Men humøret var højt, og døren blev jævnligt åbnet af søsterens børn der lige skulle vise deres søskende og fætre at der skam sad sådan en sjovt udseende hvid mand og spiste på gulvet.

Jeg skulle også se billeder, både af familien, og det som var blevet taget den gang Line og jeg havde mødt ham første gang. Det var nu printet ud, og sat ind sammen med familien. Imens sloges bedstefaderen oppe i sengen for sjov med nogle af ungerne, og blomsterhandlerens søster sad og grinte hver gang jeg hilste med “namastay” (først senere indså jeg at de naturligvis er muslimer når de spiser kød, og at den rigtige hilsen derfor var “Salum maleku”, men sådan kan man jo på mange måder komme galt afsted i et fremmed land når man ikke tænker sig om). I sofaen lå en PSP, fladskærmen kørte og airconnen holdt temperaturen på 16-18 grader, ja det er sandeligt ikke dumt at være blomsterhandler.

Efter maden blev jeg vist rundt på gården, fik forklaret at de boede: blomsterhandleren, hans bror (og deres 4 piger tilsammen), hans far, også kom søsteren på besøg hver dag med hendes familie, fra solopgang til solnedgang, og lige over på den anden side af parkeringspladsen boede også et par søstre, og 20 meter længere væk hans moster og hendes familie. Og så lige 10-15 børn. Nå ja, og 25 køer. Fra haven kunne vi se onklens hus, det største hus jeg endnu har set i Bhuj, men han havde også været i delstatskongressen, og nu var hans søn politiker, den anden søn havde giftet sig med en hindu fra London, hvis forældre begge var læger. Jooo, de var moderne i hans familie forklarede han, de satte uddannelse over religion. Vi så på limetræer, bananpalmer, krydderurter med mere inden han stolt fortalte at hans familie havde købt stedet i 1996 for 8 crores… Det svarer ca til 8 mio kroner! Jeg prøvede at blive lidt klogere på hvordan det dog kunne lade sig gøre, men forstod det aldrig helt, for selvom det giver okay at sælge blomster kan det næppe give så godt.

Efter en kort snak med faderen i familien inviterede drengene på cricket, først med mig som batter, så med mig som kaster, og til sidst med mig som griber. Reglerne var inspireret af rigtig cricket, så blev du grebet overlod du battet til en anden, og når du havde kastet en række spillere ud lod du en anden blive kaster. Banen var sat op med en gasbetonssten som gærde, og med kun 6-8 meter til enden af banen hvorefter der var træer og krat, til den ene side var en staldbygning og til den anden side 3 trin ned… Men spillet fungerede nogenlunde, og både jeg og blomsterbinderen hyggede os sammen med ungerne imens søsteren sad og morede sig over mit elendige spil, og børnenes glæde over at spille med de voksne.

Ja, hvem havde troet at den aftale jeg var på vej ud af var både bondegårdsbesøg, legeinvitation, kød og kød, samt mødet med en meget meget stor familie. Inden jeg tog afsked måtte jeg love at snakke med Line om ikke vi kan komme forbi en hel dag, og selvom det nok er svært, så skal vi jo nok derover en aften til mad, og mere sjov med ungerne. Det ville være en skam andet, for jeg havde den herligste dag i 14 dage der i deres gård, også selvo sproget ikke altid var lige ud af landevejen….

Så tilbage til starten, det var det der med at sige ja, også de dage man måske ikke helt er ovenpå, mange eventyr har på denne tur været gemt bag det lille ord på to bogstaver, og ofte de gange hvor det ikke var min første indskydelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *