På besøg hos Gandhi

Da vi nu var i Ahmedabad kunne vi jo lige så godt besøge Sarbarmati Ashram der var Gandhis hovedkontor under uafhængighedskampen, og stedet hvorfra hans saltmarch startede. Der var ikke meget at se, ud over Gandhis gamle værelse der imponerer ved alt det der ikke er der. En seng, der også gør det ud for en stol, en skrivepult og en spinde til at lave garn på. Et udslag af Gandhis tro på at man skulle begrænse sine ejendele til det absolut mest nødvendige.

Stedet rummede en ro man ikke finder mange andre steder i Ahmedabad, eller i Indien for den sags skyld. Om det skyldes stedets historie, respekten for Gandhi eller bare den simple indretning skal jeg ikke kunne sige, men det var et dejligt afbræk på vores tur.

I museet er der et brev fra Gandhi til hans ven Hitler (ja, sådan starter brevet faktisk, da Gandhi anså sig selv for at være venner med alle) der er ganske spændende læsning. Efter en tur rundt i Gandhis univers er min respekt for ham kun blevet større, mon verden nogensinde igen ser en (politisk) leder der i den grad sætter egne behov til side for at arbejde for fællesskabets bedste?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *