Familien paa første

lilDSCN4914

Hvordan jeg havnede her kan jeg ikke helt forklare, jeg havde hilst på familien på udturen, og var stødt på dem på vej hjem fra min vandretur. Og jeg troede egentligt at jeg var blevet inviteret med i et spil cricket, men sad lige pludseligt i deres soveværelse/stue, og drak en lokal hjemmelavet udgave af cola. Vi snakkede om mandens tidligere job som maler i Kenya, jeg viste billeder fra Danmark, og fik derefter hele stakken af familiebilleder at se. Læs videre “Familien paa første”

En simpel, men venlig handling

Om det var de to juice lavet på postevand som jeg netop havde drukket som afslutning på et møde med en lokal ”social worker”, eller om det var middagsmaden der drillede fandt jeg aldrig ud af, men resultatet var i hvert fald en tiltagende kvalme, og jeg havde derfor travlt med at komme hjem da han holdt ind ved siden af mig. ”Are you going to Gangaram?”. Øhhh, hvor var det nu jeg havde set ham før? Nå ja! Det er jo min skrædder der nu tilbød mig et lift bagpå hans motorcykel.

Jeg satte mig op, og selvom kvalmen ikke var aftagende, havde jeg det alligevel lidt bedre, bare på grund af denne venlige gerning. Efter nogle timer i sengen var kvalmen væk, og jeg fandt aldrig ud af hvad der forårsagede den, men den er også længe glemt. I modsætning til denne tur igennem byen, der var med til at bekræfte mig i følelsen af at høre hjemme her i byen, og at inderne er et enormt venligt folkefærd.

Holi er lige om hjørnet

lilDSCN4893

Snart er det tid til Holi. En farve-fest hvor byen i en dag forvandles til et inferno af farver, forårsaget af farvet pulver, samt børn med vandpistoler fyldt med farvet vand.

Farver kan nu købes overalt i byen, nogle steder i færdigpakkede poser, eller som her, hvor det sælges i løs vægt til 2 kr kiloet. Der er altså lagt i ovnen til et brag af en fest, hvilket også understreges af at det danske rejseblad Opdag Verden gav Holi festivallen en 2. plads på listen over verdens 10 mest interessante festivaller (Burning Man sneg sig lige ind på en 8. eller 9. plads). Det er altså ikke uden forventninger at Line og jeg forbereder os til festen.

Den lokale bootlegger og hans moonshine

Nogle gange må man bare gå med, og se hvad der sker, ellers oplever man jo aldrig noget. Alligevel overvejede jeg en ekstra gang hvordan jeg var havnet her, og hvad der nu skulle til at ske.

Jeg havde tidligere på dagen besvaret en hilsen fra nogle mænd, og som så ofte før havde jeg snart fundet mig selv i færd med at drikke chai kort efter. Lidt sprogmisforståelser havde ledt os ind på mine drikkevaner, og jeg havde afsløret at jeg godt kunne lide øl, og før jeg fik set mig om var jeg beordret til at komme tilbage klokken syv, uden jeg helt vidste hvorfor. Men som sagt, hvis man ikke går med på disse møder, oplever man jo ikke noget, og jeg skal være ærlig at sige at tanken om måske at have fundet en af byens bootleggers (leverandør af ulovlig alkohol i områder med alkoholforbud) da var interessant. Læs videre “Den lokale bootlegger og hans moonshine”

Bus, bus, bus og atter bus

Den kom på en enkelt dag, rejsetrætheden. Fra i går at have hoppet ud af sengen for at se løver, er jeg nu mest af alt bare træt af at være på farten. Meningen er forsvundet, og jeg skærer resten af turen væk.

Derfor stod jeg på stationen klokken elleve, i godt tid, men hellere det end komme for sent til sidste bus mod Bhuj den dag. Jeg forhører mig efter bussen, og får at vide at den kører 12:15, en halv time efter hvad jeg havde sat næsen op efter. Men det giver jo tid til en sidste hurtig tur rundt i byen. En tur der blandt andet fører mig forbi pakkecentralen, hvor en ung fyr snart har budt på chai, og hvor vi forsøger at snakke selvom hans engelsk er dårligt. Jeg har masser af tid, så hvorfor ikke bruge det der sammen med ham, selvom jeg egentligt gerne bare vil være mig selv. Læs videre “Bus, bus, bus og atter bus”

Junagadh

Glenter

Sidste stop på min rundtur i Gujarat rundtur blev Junagadh, en gammel by med få turister midt i staten. Denne by besøges primært af pilgrimme, der kommer for at gå de 10.000 trin op af Girnar bakken, der fører op til templerne på ”bakkens” top.

For mig står den dog som glenteby nummer 1, efter at jeg så hundrede vis af glenter over byens gamle centrum på det ca døgn jeg tilbragte i byen. Læs videre “Junagadh”

På løvejagt i Sasan Gir

Øjnene er opmærksomme på alle bevægelser i området, tjekker efter spor på vejen der suser forbi jeepen, og ørene søger at hjælpe i jagten efter spor. Vi er på jagt efter løver, de sidste vilde i asien, og hvis vi skal se dem skal vi være heldige…

I ly af natten ankommer vi til parken, og oplever solen komme op fra sin søvn.
I ly af natten ankommer vi til parken, og oplever solen komme op fra sin søvn.

Selvom det er tidligt startede det hele dog endnu tidligere. Klokken 5:12 ringede mit vækkeur, en halv time efter jeg sidst havde kigget træt på klokken, spændingen havde gjort det svært at sove. Ville jeg finde en jeep, og hvis det lykkedes ville vi så se løver? Trætheden var dog glemt da vækkeuret ringede, og snart efter stod jeg foran porten til vildtreservatets reception, foran mig stod 15 andre, alle indere. Og hvis jeg skulle have en chance for at komme på safari skulle jeg enten op med den helt store pengepung, eller overtale nogen til at tage mig med i deres jeep. Læs videre “På løvejagt i Sasan Gir”

Naida hulerne

Naida Caves

Stod der huler på det skilt? Scooteren blev vendt, og snart var jeg på vej ned af den lille grusvej i den retning skiltet havde peget. Gad vide hvad det var for huler, ingen guidebøger havde nævnt dem, hverken danske, engelske eller indiske, så var jeg på vej ned mod en nitte?

En lille trappe førte ned til en forgrening, hule 13 til venstre, og hule 1-12 til højre. Jeg startede med den ene, og der ventede en imponerende hule, hugget ind i klippen. Det var næsten som at stå under en kupel, sådan som klipperne tårnede sig op hele vejen rundt, og der kun blev lukket lys ind fra sprækken imellem klipperne lige over mig, også fra de udskårne ovenlysvinduer, skåret igennem 2-3 meter klippe.

De andre tolv huler lå i et næsten labyrint agtigt system, og jeg aner ikke om jeg nåede at se dem alle sammen, men lige imponerende var de. De gule klipper over hovedet, træer og beplantning der hang ned fra loftet, og størrelsen af disse huler. En gemt, måske glemt, perle, der uden tvivl fortjener en plads i alle tre guidebøger.

Paraboating og panik

Da jeg lejede scooteren var første mål stranden, Nagoa Beach for at være helt præcis. Normalt et fluepapir for turister, men her sidst på sæsonen et dejligt sted med masser af strand og få mennesker. Efter en tur i vandet og lidt vandretur kom jeg igen forbi boden hvorfra man kunne købe forskellige vandoplevelser. Skulle jeg leje vandscooter eller kaste mig over paraboating? Og hvis jeg skulle spændes efter en båd med en faldskærm på ryggen, var det så bedre at betale lidt mere for at sikre at sikkerheden var i orden? Jeg slog tvivlen væk, der ville jo være vand nedenunder, så hvor farligt kunne det være. Jeg betalte de 80 kr for en tur, og snart efter stod jeg iført redningsvest, sele og en anelse nerver på en bred et stykke væk.

Da faldskærmen blev bundet i mig fangede vinden den straks og trak mig baglæns, og min kamp mod vindens kræfter var (naturligvis) en ulige kamp. Imens jeg langsomt blev trukket baglæns blev rebet i min sele langsomt strammet, og jeg flyttede lidt på hænderne, og kom derved til at røre de to karabiner der holdt skærmen fast til selen. De klikkede begge to. Angsten meldte sig straks i kroppen. Disse to karabiner var min sikkerhed for at faldskærmen sad fast, og var af den type der kunne låses. Skulle de så ikke have været låst? I de få sekunder det tog at tænke al dette igennem var rebet hen til båden blevet stramt, og jeg var allerede på vej til vejrs, nærmest med raketfart. Læs videre “Paraboating og panik”