Mit nye stam-middagssted

Vi havde fået anbefalet stedet allerede den første dag vi var her, men da de kun lavede middagsmad, har jeg ikke været forbi før i dag. Til gengæld er det straks blevet mit nye stamsted.

Desværre er det ikke meget man kan se af køkkenet, men jeg prøver at få taget lidt flere billeder en dag... Det er fint og afrikansk på en og samme tid. Knægten lyser op i et smil hver gang han ser mig, og møder jeg ham på gaden giver han altid hånd. Og det endda før jeg begyndte at give ham karameller.
Desværre er det ikke meget man kan se af køkkenet, men jeg prøver at få taget lidt flere billeder en dag… Det er fint og afrikansk på en og samme tid.
Knægten lyser op i et smil hver gang han ser mig, og møder jeg ham på gaden giver han altid hånd. Og det endda før jeg begyndte at give ham karameller.

De tilbyder to retter: ris i en lille pose med sovs på. Nem og handy hvis man skal have mad på farten, eller kun har 10 rupees (1 kr). Det andet er all you can eat middagstilbud. Du sætter dig og får et fad med 4 forskellige sovse og retter samt en med yoghurt (en såkaldt Fix Gujarati Thali). Dertil salat, refil af roti-brød og evt. ris. Sovsene hører til i den stærke ende, men her kan yoghurten lindre smerten lidt. Fra bordene er der udsigt ud i det primitive køkken, og selvom de danske fødevaremyndigheder slet ikke har en smiley der viser hvilken sundhedsrisiko stedet ser ud til at udgøre for folkesundheden, er maden lækker… Og der er masser af det, og kommer man igennem det, fylder de bare op igen. Og med en pris på 50 rupees (5 kr) konkurrere stedet med restauranten som sælger vegetarburgere til 50 øre stykket om bedst til prisen.

Jeg tror dette sted vinder. Ikke mindst fordi det er noget tættere på vores lejlighed, den fantastiske kartoffelret samt det gratis vand serveret af kopper der vaskes efter lukketid (men genbruges indtil da).

Note: Siden jeg skrev indlægget har jeg været forbi 6 gange for at spise, og få et godt billede derfra, og endnu har maven ikke taget skade, ligesom jeg bliver gladere og gladere for den rappe betjening, og de autentiske omgivelser hvor man møder mange lokale. Læs videre “Mit nye stam-middagssted”

Bierne er flyttet ind

Bier bygger

”Kom her! Der er noget du skal se, og husk kameraet!”, Line stemme afslører at der er tale om noget mere end bare endnu en ko på vejen. I løbet af en enkelt nat er bierne flyttet ind i vores opgang, og i stort antal, og vi følger nu interesseret med i hvordan arbejdet med at bygge bi-højhuset skrider frem.

Ejeren fortæller at de kommer hvert år, og bliver i nogle måneder, for her forstyrres de jo ikke af mennesker. Her er devisen: ”De gør jo gavn, så hvorfor modarbejde dem.”

Vi håber at være her når de engang flytter ud, for så har vi fået lovning på at må være med til nedrivningen, og måske endda smage lidt af den efterladte honning…

På roadtrip til det falske sted

På søndagens tur rundt i provinsen støder vi også på den mindre autentiske del af Indiens kultur i større eller mindre grad. Værst var det i Ludia, en by kendt for dens håndværk. En kvinde viser kort rundt i hendes hus, hvorefter vi ledes over i salgsudstillingen: ”Photo no problem… you buy one piece, two piece… photo no problem”. Kameraet pakkes væk, og kvinden fortsætter fremvisningen, her fremlægges alt med pris, og jævnligt høres der: ”sell one piece?, sell two piece?”… ”Sell no?”

I landsbyerne forvandles alt til handelspladser hvor varerne vises frem så snart turisterne ankommer.
I landsbyerne forvandles alt til handelspladser hvor varerne vises frem så snart turisterne ankommer.

Det bliver et nej, men vi kan komme med over og se resten af landsbyen… Bag de fine nykonstruerede huse ligger en klynge lidt ældre huse, vi må vente udenfor det ene indtil forrige hold turister er færdige. Denne gang viser moderen også skæve ølbrikker udskåret af hendes søn, broderi af hendes datter, der begge er til stede. Vores franske medpassager kommer til at kigge lidt for længe på datterens broderi ”600 rupees” bliver datteren ved, franskmanden fortæller at hun købte et magen til i går, og derfor ikke behøver det, desuden var det andet billigere. Datteren fortsætter: ”my price 600, whats your price?”. ”You want, now give me price”. Imens fisker modern flere og flere ting frem, dukker, armband med mere. Det begynder at virke absurd, og Line og jeg går udenfor.

Der står et barn klar med dukker, de er fine, og jeg har egentligt lyst til at købe et par, men samtidigt har jeg ikke lyst til at lære dem at børn er de bedste sælgere, så de holdes ude af skolen, og de to meget pressende sælgere har også ødelagt lysten til at købe noget som helst i denne by. Pigen følger efter os, insisterende som de andre har været det.

Her er byttehandlen åbenlys, kom gerne på besøg, men husk at købe noget inden i går! Og denne landsby er så sent på ruten at de nok er nød til at være påtrængende for at få solgt noget som helst, men samtidigt viser det også hvor lidt af den oprindelige kultur der er tilbage. Håndværk der tidligere var forbeholdt kvinderne selv, er nu blevet en simpel vare, ligesom deres kultur. Imens står vi klar med kameraet, som var vi turister i zoo leder vi efter de gode billeder, den flotteste dragt, det fine håndværk og den gode historie til når vi kommer hjem. Jeg savner autenticitet, men hvem er jeg til at dømme dem? Måske er de bare ved at blive som os andre med alt hvad det indebærer af markedskræfter, opportunisme og fravalg af gamle traditioner.

Imens jeg sunder mig over de pressende sælgere kommer den franske dame gående, i hånden har hun datterens broderi…

Roadtrip til uendeligheden

Ramji sidder ved sin væv, med benene nede i hullet, hvorfra han kan styre pedalerne der styrer trådene på langs, med fast rytme vise han os hvordan han som 3. generation af vævere i hans familie væver på gammeldags maner. Han afbryder en gang imellem arbejdet for at fortælle om processen.

Ramji ved sin væv. Turisterne følger interesseret med.
Ramji ved sin væv. Turisterne følger interesseret med.

Ramji er dygtig, uddannet ved Khala Rakshas designskole, men behøver ikke hjælp fra Lines arbejde til at sælge hans produkter, hans sjaler sælger godt uden deres hjælp. Line har allerede to af hans sjaler fra sidste besøg hos ham så vi nøjes med at kigge, men en gruppe unge engelske designere/designstuderende, spørger interesseret indtil prisen på 50 meter vævet bomuld med et specifikt mønster.

Vi får chai, får gennemgået processer og set et udvalg af hans varer, både af ham selv, og af hans kone, imens han må tage imod nye turister. Søndag er hans travleste dag.

Derfra slår vi vejen forbi Lines arbejde, Khala Raksha, hvorfra vi allerede har to tasker, så igen kigger vi kun. De franske kvinder som vi deler lejebil og chauffør med, må dog finde pungen frem, og jeg kan dårligt bebrejde dem, der er virkeligt mange spændende ting her, og mange forskellige eksempler på kunsthåndværk, og uden at det er uanvendeligt derhjemme (jeg ved det for jeg kom selv til at købe en taske sidst jeg var der). Læs videre “Roadtrip til uendeligheden”

At tro på fremmede

Det virkede unaturligt, og så alligevel ikke, som jeg sad der i stolen efter endt barbering, og så ham forlade salonen for at hente en chai the til os hver. Han havde jo vist mig den ulåste skuffe med penge da han stak over efter theen, og min barbering havde jeg ikke betalt for endnu.

Et par timer senere stod vi på toppen af Hill Garden, til den ene side holdt en rickshaw der havde indvilget i at vente på os i en time, uden andet end vores ord at holde os op på, og uden at have modtaget en krone endnu. Til den anden side lå den anden udgang, hvorfra man sikkert nemt kunne få et lift tilbage til byen.

To små oplevelser på et par timer, der måske nok hver for sig er små og simple, og som alligevel er udtryk for en tro på fremmede som gør det nemt at være turist i denne del af Indien. For hvis de tror på os, kan vi vel også roligt tro på dem. Vi er således ikke nervøse for at have vores kamera hængende over skulderen, at nogen går i vores tasker eller at vi betaler overpris i basaren på grund af vores hudfarve.

Derudover gav det, den lørdag anledning til at stoppe op, og bare nyde at disse fremmede viser os den tiltro. Ville jeg gøre det samme derhjemme? Min erfaring siger nej, jeg har i hvert fald aldrig efterladt en ulåst kasse al den tid jeg stod i butik. Men måske er det på tide at jeg viser mere tiltro til det gode i alle mennesker, og ikke lader de få rådne æbler ødelægge oplevelsen med alle de andre.

En lørdag i Hill Garden

Lørdag havde Line fået tidligt fri, og vi tænkte at det var en god mulighed for at få set nærmere på byens bjerg. Vi begav os derfor mod Hill Garden i rickshaw. Vi undrede os dog lidt da den kørte stik modsat retning af hvad vi havde forventet, men så måtte vi jo bare finde det store bjerg en anden gang.

Hill garden viste sig i stedet at være en nyanlagt have med både grønne, fint klippede buske, og forlystelser. På bænkene, skjult af hækkene, sad unge par tæt, ofte med hinanden i hænderne, som om at dette var deres hemmelige mødested, i et land hvor kønnene oftest er adskilt.

Line sammen med blåhvalen.. Et ordentligt dyr.
Line sammen med blåhvalen.. Et ordentligt dyr.

Ud over dette kig ind i en anden side af indisk ungdom byder Hill garden også på udstillingen af et fuldt blåhval skelet. Vi stoppede op ved synet af det store dyr, og snart stod parkens direktør ved siden af os, han fortalte os om dyret, fortalte hvordan området under det var adgang forbudt, hvorefter han fjernede afskærmningen og sendte os ned i dette forbudte område, hvorfra vi for alvor kunne opleve hvor stort dette dyr er.

Efter mødet med denne venlige direktør, vores tur i ”restricted area”, og en masse kiggen på blåhval skelet og model, fandt vi igen ud i solen. Og snart stod vi i en forladt forlystelsespark, forlystelserne så trætte og slidte ud, og de stod urørte hen der midt i den store park. Bagerst sås en vandrutchebane, hvorfra der hørtes skrig når gummibåden læsset med børn susede ned af banen. Og snart havde nysgerrigheden drevet os derhen. Herfra fra foden af rutchebanen stod vi grinene ved synet af 6 børn klemt nede i båden, der ellers kun var beregnet til 3 passagerer, og deres efterfølgende tur ned af banen. Læs videre “En lørdag i Hill Garden”

Hos barberen

Det var egentligt ikke særligt langt mit skæg, men da han stod der, uden noget at lave, og endnu engang gav mig hånden og spurgte til min dag, kunne jeg jo ikke sige nej til en tur i barberstolen. Jeg samme mig til rette, og fortrød straks, for hvornår havde jeg sidste set en gammeldags barberkniv i aktion? Uanset hvor meget jeg tænkte kunne jeg kun komme på film, hvor denne var brugt som værktøj til at slå en mand ihjel, var det det som ville ske? Denne irrationelle frygt spillede på alle tangenter imens barberen langsomt gjorde kniven klar, et bevis på hvordan film kan påvirke vores syn på mange ting.

Snart kørte kniven dog roligt ned over mine kinder, og jeg kunne læne mig tilbage og nyde behandlingen, vel vidende at jeg ikke mistede livet denne dag. Barberingen tog ikke lang tid, men snart var mit ansigt badet, først i aftershave, så i to slags creme, så i vand, efterfulgt af endnu en creme, alt sammen masseret godt ind i ansigtet, og da jeg igen kunne åbne øjnene var min hud så blød som den sikkert ikke har været siden jeg var baby.

Men her stoppede det ikke, snart fik jeg noget olie i håret, og så startede hovedbundsmassagen, fra tændingerne helt om i nakken, og ud på skuldrene. Hold da op, han gør noget ud af det tænkte jeg. Efterfulgt af: ”Gad vide hvad det her kommer til at koste?”, en tanke der dog hurtigt blev erstattet af: ”Uanset om det skal koste 500 rupees, så er det det hele værd”. Barberen var nu i gang med at bevæge sig ud af min ene arm, med veltilrette slag, i en form for massage, og jeg prøvede at komme i tanke om hvornår jeg sidst havde prøvet en professionel massør, og jeg kom frem til at dette vist var første gang. Behandlingen fortsatte, ned af ryggen, ud af den anden arm, og tilbage til nakken.

Snart sad jeg helt salig i stolen, og måtte indrømme at dette i sandhed var en god behandling. Efter en chai-the med barberen fik jeg regningen: 20 rupees (2 kr)… What? Nå ja, så skal jeg vist barberes hver uge, og jeg må hellere se om jeg kan skaffe ham de danske mønter han bliver ved med at spørge til.