Om at sige ja…

Jacob Holdt opfordre en til altid at sige ja til de invitationer man får. Kun derved kan man møde folk uden fordomme, og få adgang til alle de oplevelser der ligger derude og venter på en. En ting jeg ofte glemmer, og derfor sniger mig udenom invitationer med undskyldninger om at jeg har travlt, skal noget andet eller at det er ubelejligt. Dagens oplevelse blev dog en reminder om at de bedste oplevelser altid kommer når man ikke regner med det, og at jo flere gange man siger ja, jo flere får man af disse unikke, specielle og uforglemmelige oplevelser…

… Jeg var egentligt på vej på posthuset, men jeg kunne jo lige hilse på ham på vejen, blomsterhandlere, for det første fordi det var den korteste vej, og for det andet fordi jeg ikke havde hilst på ham i mere end en måned, så hvis jeg skulle nå at takke af var det jo et fint tidspunkt. Vi havde dog ikke snakket længe før jeg var inviteret på mad, jeg var egentligt ikke i humør, jeg var træt, og selvom jeg ikke havde planer prøvede jeg at sno mig udenom. Han lod dog ikke til at høre efter, og snart havde han bået inviteret mig på middagsmad, bekræftet aftalen, og fået fortalt at han ville vente på mig nu det var en aftale.

Jeg nåede at overveje at droppe det, men det ville jo samtidigt betyde at løbe fra en aftale (om end jeg selv ikke havde megen andel i indgåelsen), og det strækker jeg mig langt for at undgå. Det ville også betyde dårlig samvittighed hver gang jeg kom i den del af byen. Men når jeg skal være ærlig er det altså udelukkende blomstermandens fortjeneste at jeg fik en herlig eftermiddag, og ikke endte med at sove middagslur, læse bog eller på anden måde slå tiden ihjel. Læs videre “Om at sige ja…”

På besøg hos Gandhi

Da vi nu var i Ahmedabad kunne vi jo lige så godt besøge Sarbarmati Ashram der var Gandhis hovedkontor under uafhængighedskampen, og stedet hvorfra hans saltmarch startede. Der var ikke meget at se, ud over Gandhis gamle værelse der imponerer ved alt det der ikke er der. En seng, der også gør det ud for en stol, en skrivepult og en spinde til at lave garn på. Et udslag af Gandhis tro på at man skulle begrænse sine ejendele til det absolut mest nødvendige.

Stedet rummede en ro man ikke finder mange andre steder i Ahmedabad, eller i Indien for den sags skyld. Om det skyldes stedets historie, respekten for Gandhi eller bare den simple indretning skal jeg ikke kunne sige, men det var et dejligt afbræk på vores tur.

I museet er der et brev fra Gandhi til hans ven Hitler (ja, sådan starter brevet faktisk, da Gandhi anså sig selv for at være venner med alle) der er ganske spændende læsning. Efter en tur rundt i Gandhis univers er min respekt for ham kun blevet større, mon verden nogensinde igen ser en (politisk) leder der i den grad sætter egne behov til side for at arbejde for fællesskabets bedste?

Hvor maden kommer fra

GedehovederDet er ikke altid sjovt at blive mindet om, men måske er det meget sundt. Vi er gået ned i Ahmedabads slagterkvarter for at få de billeder jeg ikke turde tage sidste gang, og hvis ikke synet af de afhuggede gedehoveder påvirker en, så gør stanken af fisken der kun ligger lidt på køl. Flere af hønsene ser syge ud, og alt er i det hele taget makabert i dette blodfyldte sted.

Men det er jo der vores kød kommer fra, uanset om vi er i Danmark eller Indien må dyrene miste hovederne, og der går da heller ikke længe før jeg sidder og spiser en kyllingeburger, så længere holdt ubehaget heller ikke.Slagter

 

Besøg fra Danmark

Selvom jeg ikke har været så god til at få skrevet de sidste par uger, må jeg nok forberede Jer på at det nu bliver endnu værre. I morgen kommer der nemlig besøg fra Danmark, og i den måned min gode ven, Rune, er her får jeg nok ikke skrevet det store.

Men I kan da lige få en sidste lille nyhed inden jeg går i skjul: Der er flyttet duer ind på altanen, hvor de i den mest ynkelige redde jeg nogensinde har set prøver at ruge et par dueunger ud. Vi håber det lykkes, og i morges fik forældrene lidt havregryn at styrke sig på.

En simpel, men venlig handling

Om det var de to juice lavet på postevand som jeg netop havde drukket som afslutning på et møde med en lokal ”social worker”, eller om det var middagsmaden der drillede fandt jeg aldrig ud af, men resultatet var i hvert fald en tiltagende kvalme, og jeg havde derfor travlt med at komme hjem da han holdt ind ved siden af mig. ”Are you going to Gangaram?”. Øhhh, hvor var det nu jeg havde set ham før? Nå ja! Det er jo min skrædder der nu tilbød mig et lift bagpå hans motorcykel.

Jeg satte mig op, og selvom kvalmen ikke var aftagende, havde jeg det alligevel lidt bedre, bare på grund af denne venlige gerning. Efter nogle timer i sengen var kvalmen væk, og jeg fandt aldrig ud af hvad der forårsagede den, men den er også længe glemt. I modsætning til denne tur igennem byen, der var med til at bekræfte mig i følelsen af at høre hjemme her i byen, og at inderne er et enormt venligt folkefærd.

Paraboating og panik

Da jeg lejede scooteren var første mål stranden, Nagoa Beach for at være helt præcis. Normalt et fluepapir for turister, men her sidst på sæsonen et dejligt sted med masser af strand og få mennesker. Efter en tur i vandet og lidt vandretur kom jeg igen forbi boden hvorfra man kunne købe forskellige vandoplevelser. Skulle jeg leje vandscooter eller kaste mig over paraboating? Og hvis jeg skulle spændes efter en båd med en faldskærm på ryggen, var det så bedre at betale lidt mere for at sikre at sikkerheden var i orden? Jeg slog tvivlen væk, der ville jo være vand nedenunder, så hvor farligt kunne det være. Jeg betalte de 80 kr for en tur, og snart efter stod jeg iført redningsvest, sele og en anelse nerver på en bred et stykke væk.

Da faldskærmen blev bundet i mig fangede vinden den straks og trak mig baglæns, og min kamp mod vindens kræfter var (naturligvis) en ulige kamp. Imens jeg langsomt blev trukket baglæns blev rebet i min sele langsomt strammet, og jeg flyttede lidt på hænderne, og kom derved til at røre de to karabiner der holdt skærmen fast til selen. De klikkede begge to. Angsten meldte sig straks i kroppen. Disse to karabiner var min sikkerhed for at faldskærmen sad fast, og var af den type der kunne låses. Skulle de så ikke have været låst? I de få sekunder det tog at tænke al dette igennem var rebet hen til båden blevet stramt, og jeg var allerede på vej til vejrs, nærmest med raketfart. Læs videre “Paraboating og panik”

Med toget i Indien

Med ordene: “One ticket to Ahmedabad”, starter mit første togeventyr i Indien. Min storebror er glødende togentusiast, og det ville jo være en skam ikke at tage lidt historier med hjem til ham, så jeg har besluttet mig for at tage toget fra Baroda til Ahmedabad. Billetten står mig i 40 rupees, en del mindre end de 137 rs det kostede mig at tage bussen den anden vej.

Jeg må spørge en del inden indere om vej inden jeg har fundet den rigtige peron, men straks jeg ankommer her spørger en inder om han må se min billet, og med kropssproget bekræfter han at jeg er det rigtige sted. Jeg prøver at finde ud af hvilken vogn jeg skal ind i, men finder ikke  nogen der taler engelsk, så jeg får blot bekræftet at jeg er det rigtige sted.

1½ time senere kommer toget, en halv time forsinket, og jeg står sammen med mine nye bedste venner, 3 unge indere der har lovet at hjælpe mig til en god plads i toget, men først efter de har fortalt mig at jeg som turist nok bør tage bussen fremover da jeg ikke er vant til det kaos det kan være at tage toget. Inden toget når perronen forklarer de mig at hvis jeg vil sidde ned, så bør jeg hoppe over på den anden side af skinnerne, hvortil jeg svarer at jeg bare bliver hos dem. Men da de hopper over på skinnerne, følger jeg med, man må jo rejse som de lokale tænker jeg. Da jeg står med ryggen mod en godsvogn, og fødderne pegene i retning af skinnerne hvor der om lidt kommer mange tons tog kørende er jeg dog ikke helt tryg ved situationen.

Da toget nærmer sig ser jeg børn og unge hænge ud af de åbne døre og vinduer, et syn der ville få enhver dsb medarbejder til at lægge sig syg med stress, og lige så snart toget holder stille hopper vi ind af døren. Vi kommer ind til en kø af mennesker der prøver at komme ud af døren på modsatte side, og må mase godt til for at komme igennem flokken og få os et par pladser, men mine nye venner hjælper mig godt og reserverer et sæde til mig indtil jeg får kæmpet mig igennem. Vi sidder og nyder sejren, imens vognen langsomt fyldes. Sejren bliver dog kortvarrig da vi åbenbart har valgt en vogn med reserverede pladser, så snart smides vi væk af nogle med billetter, og vi må derfor stå op det meste af de 2 timer turen tager. Men nu har jeg prøvet det, at rejse med tog på 3. klasse.

På tur…

I de sidste 10 dage har jeg rejst rundt i staten Gujarat, den stat hvor også Bhuj ligger i. Det har givet en masser timer i busser, tog, og i forskellige hotelværelser. Det har også givet en masse oplevelser, både med dyreliv og mennesker, ligesom det har budt på imponerende bygningsværker.

Jeg havde på forhånd ikke anet jeg skulle opleve så meget, og noget af det jeg havde regnet med at opleve viste sig slet ikke at være så spændende, men sådan er det jo at være på farten, man ved aldrig helt hvad man får. Det er også interessant hvor hurtigt ting bliver mere eller mindre normalt, og til sidst virkede det slet ikke så særligt at se aber, kameler og elefanter i gaderne. Ja selv de sorte glenter blev til sidst et helt almindeligt syn.

Der er masser af beretninger fra turen, og de vil blive lagt her på bloggen efterhånden som jeg får dem skrevet, men det kan godt tage lidt tid, da der jo er meget at beskrive, og mange billeder der skal vælges imellem.

Statistik for turen er:1565 km rejst i alt
41 timers rejsetid
1407 rs i samlet pris for transport
Gns. rejsehastighed: 38,1 km/t
Gns. pris pr km: 0,90 rupees (ca 10 øre)

For tog:
200 km
5,5 time
60 rs
Gns. rejsehastighed: 36,36 km/t
Gns. pris pr km: 0,3 rupees

For bus:
660 km
15,25 time
477 rs
Gns. rejsehastighed: 43,28 km/t
Gns. pris pr km: 0,72 rupee

For sleeper bus:
705 km
19,5 time
970 rs
Gns. rejsehastighed: 36,15 km/t
Gns. pris pr km: 1,38 rs

Med forbehold for regnefejl…

Couchsurfer og canyoning

Der er ikke mange couchsurfere i området, men en har vi fået kontakt til, nemlig Kuldip som til dagligt er turistguide og tilbyder bed and breakfast hjemme hos hans familie(vi skulle hilse fra hans kunde og sige at det både er enormt billigt, og enormt hyggeligt). Vi har mødt Kuldip flere gange, oftest tilfældige møder i forskellige byer, men også et par gange mere planlagt, og søndag havde vi aftalt at tage på en vandretur sammen.

Kuldig poserer for fotografen.
Kuldig poserer for fotografen.

Da han bor i udkanten af byen tog det ikke lang tid før vi var omgivet af gårde, og da vi gjorde holdt ved en gård var vi snart i gang med at øve cricket sammen med nogle børn fra en af gårdene. Da vi fortsatte fandt vi snart et kloster, og pludseligt, nærmest uden varsel stod vi på den tørre flodbund, der kun fyldes med vand når monsunen raser.

Farverne var røde og gule i sammenspil jeg kun har set på billederne fra kløfterne i Jordan og USA, og udfordringerne var på et niveau hvor alle kunne være med. Alligevel smagte det lidt af canyoning, og både Line og jeg var glade for at få lov til at være en del af denne naturoplevelse. Vi fulgte kløften, så solnedgangen og var på jagt efter spændende dyr, men bortset fra reder fra væve-fuglen så vi ikke noget denne gang. På jorden lå tørre grene med 4 cm torne, lange nok til at gå igennem hele sålen og efterlade et hul i foden hvis ikke man så sig for (hvilket jeg lærte på den smertefulde måde… et par gange).

Nogle steder har vandet skåret dybe potholes i klippen, som her hvor hullet næsten er mandsdybt.
Nogle steder har vandet skåret dybe potholes i klippen, som her hvor hullet næsten er mandsdybt.

Da det blev mørkt tog vi hjem og lavede mad, en sammenkogt ret med grøntsager og ris kaldet, kiteling, der er eftersigende er sund som bare pokker, billig og nem at lave. Imens vi spiste hørte vi blandt andet om hvordan Kuldip og hans far havde købt 5 køer, som konsekvens af den lave mælkekvalitet i området, og de kan nu hver dag nyde frisk mælk fra egne køer, ligesom de kan sælge til naboer og på markedet.

Vi har lovet ikke at afslører hvor denne kløft er, da vores vært nødigt vil se den overrendt af ubetænksomme turister uden respekt for naturen (desværre en lektie han lærte på den hårde måde…), men interesserede kan kontakte Kuldip og hans dessert adventures for en guidet tur.

Inviteret til middag

På vej hjem fra arbejde en dag mødte Line Nisha, en bankansat der hver dag pendler fra Bhuj til Sumarasar (hvor Line også arbejder). Hun fortalte Line om jeepen der hver dag kører kvart over ni, en kærkommen information efter at Line den morgen havde ventet 1½ time på at hendes jeep blev fuld, og startede turen mod Sumarasar. Efterfølgende snakkede de sammen, og snart var vi inviteret til aftensmad hos hende og hendes mand.

Mig, Deepak og Nisha i parken med de mange kunsthåndværk.
Mig, Deepak og Nisha i parken med de mange kunsthåndværk.

Vi tog derfor turen mod Madahapar, en by ikke langt fra Bhuj, og sammen med Nisha og hendes mand Deepak, en nu pensioneret bankmand (måske pensioneret bankdirektør, det fandt jeg aldrig helt ud af) var vi ude og se den smukke Hiralaxmi Memorial Craftpark. Her udstiller og sælger lokale kunsthåndværkere på skift deres arbejde fra fine hytter, en for hver type kunsthåndværk, fra vævning, broderi og læderarbejde til metalarbejde i form af klokker og knive.

Bagefter tog vi hjem og snakkede om Deepak’s far, der havde været en stor fysioterapeut der gratis hjalp folk i hele regionen (der er på størrelse med Danmark!), og som efterfølgende var parlamentsmedlem i to omgange, og havde været med til at afskaffe den lokale konges magt. Der var billeder af faderen og Deepak’s møde med Indiram Ghandi (en meget stor personlighed herover), vi så datterens udmærkelser som hun har fået for hendes sociale arbejde. Selvom vi gemmer os under same jobbeskrivelse, er der dog langt fra datterens frivillige fuldtidsarbejde med at forbedre vilkårene for piger i landområdet, til mit sikre (og lønnede) job der forhåbentligt venter i Danmark.

Vi hørte også om faderens besøg i Danmark og Sverige i 70’erne, hvor han havde besøgt Silkeborg, København og Stockholm som leder af en delegation fra parlamentet, og var blevet meget imponeret over vores sociale system. Ligesom vi også hørte om familiens arbejde med at lærer piger fra landsbyerne de allermest basale ting, nemlig alfabetet, tallene og hygiejne. Dette undervises de i på 3 måneders kurser, hvor de betales 50 rupees (5 kr)om måneden for skolegangen, hvilket er nødvendigt for at dække familiens tabte indtægt i den periode pigen går i skole i stedet for at arbejde (selvom skolen er gratis, har op mod halvdelen af familierne i visse stater ikke råd til at sende børnene i skole, da de har brug for indtægten fra disses arbejde).

Imens spiste vi, eller det vil sige Line og jeg spiste, imens moderen var i køkkenet og lavede de tre retter vi skulle igennem, og manden snakkede med os, og insisterede på at vi skulle spise mere. En ikke helt ualmindelig praksis, der bunder i at man vil sikre at gæsterne bliver mætte, og først derefter selv spiser.

Efter maden takkede vi af, og på vej ud af døren fik vi at vide at hvis vi manglede noget som helst, så måtte vi tage det med fra Deepak og Nisha’s hus, køkkenting, tæpper eller hvad vi måtte mangle, så skulle vi bare sige det. Joo, det er et godt land at være gæst i.