Kamelsafari i Bikaner – En dag på kamelryg

På vores tur rundt i Indien var vi nået til Bikaner, hvorfra vi drog ud i ørkenen på kamelsafari. Turen startede som den bør med ondt i røven og sved i panden, men derfra nåede den aldrig over det middelmådige. Måske på grund af vores opskruede forventninger, måske på grund af en doven guide. Men at kameler er et herligt dyr er der ingen tvivl om.

Rune og hans kamelVi startede ud med en times tur i tuk-tuk for at komme langt nok væk fra byen til at starte turen ud i det virkelige ørkenland, og vi mødte både vores kamelfører og vores kameler. Snart sad vi på hver vores kamel i vuggende gang igennem den lille landsby ved vejen. Jeg klagede snart over ondt i mellemkødet, og Rune over ondt i røven, men sådan går det jo når man som amatører sætter sig op på klovdyr. Det kunne dog ikke fjerne vores begejstring over at være på vej ud på eventyr på ryggen af disse dyr. Og i forhold til heste virkede disse noget mere sikre. Læs videre “Kamelsafari i Bikaner – En dag på kamelryg”

På besøg hos Gandhi

Da vi nu var i Ahmedabad kunne vi jo lige så godt besøge Sarbarmati Ashram der var Gandhis hovedkontor under uafhængighedskampen, og stedet hvorfra hans saltmarch startede. Der var ikke meget at se, ud over Gandhis gamle værelse der imponerer ved alt det der ikke er der. En seng, der også gør det ud for en stol, en skrivepult og en spinde til at lave garn på. Et udslag af Gandhis tro på at man skulle begrænse sine ejendele til det absolut mest nødvendige.

Stedet rummede en ro man ikke finder mange andre steder i Ahmedabad, eller i Indien for den sags skyld. Om det skyldes stedets historie, respekten for Gandhi eller bare den simple indretning skal jeg ikke kunne sige, men det var et dejligt afbræk på vores tur.

I museet er der et brev fra Gandhi til hans ven Hitler (ja, sådan starter brevet faktisk, da Gandhi anså sig selv for at være venner med alle) der er ganske spændende læsning. Efter en tur rundt i Gandhis univers er min respekt for ham kun blevet større, mon verden nogensinde igen ser en (politisk) leder der i den grad sætter egne behov til side for at arbejde for fællesskabets bedste?

På rejse til uendeligheden, gæstfriheden og stjernenatten

Vi havde allerede været heldig at tilbringe flere stunder sammen med Kuldip, en lokal couchsurfer, naturelsker og guide med god energi og en stor viden, så han var det naturlige valg da vi stod og skulle bruge en guide til at vise Rune og jeg saltørkenen og de små landsbyer hvor mange gamle traditioner holdes i hævd. Det kom der to fantastisk dage ud af.

På vej ud i ørkenenVi blev hentet på hotellet klokken tre, og samlede Line op på vejen, hvorefter turen gik mod white desert, en saltørken hvor uendeligheden synes at kunne opleves. Vi gjorde holdt ved en lille butik ejet af en af Kuldips mange venner i området. Her mødte vi en ældre hyrde, der samtidigt var områdets bedste jødeharpe musikant, og snart fik vi et nummer. En forsmag på hvilke oplevelser der venter når man rejser med en lokal med mange venner. Læs videre “På rejse til uendeligheden, gæstfriheden og stjernenatten”

Den lokale bootlegger og hans moonshine

Nogle gange må man bare gå med, og se hvad der sker, ellers oplever man jo aldrig noget. Alligevel overvejede jeg en ekstra gang hvordan jeg var havnet her, og hvad der nu skulle til at ske.

Jeg havde tidligere på dagen besvaret en hilsen fra nogle mænd, og som så ofte før havde jeg snart fundet mig selv i færd med at drikke chai kort efter. Lidt sprogmisforståelser havde ledt os ind på mine drikkevaner, og jeg havde afsløret at jeg godt kunne lide øl, og før jeg fik set mig om var jeg beordret til at komme tilbage klokken syv, uden jeg helt vidste hvorfor. Men som sagt, hvis man ikke går med på disse møder, oplever man jo ikke noget, og jeg skal være ærlig at sige at tanken om måske at have fundet en af byens bootleggers (leverandør af ulovlig alkohol i områder med alkoholforbud) da var interessant. Læs videre “Den lokale bootlegger og hans moonshine”

Bus, bus, bus og atter bus

Den kom på en enkelt dag, rejsetrætheden. Fra i går at have hoppet ud af sengen for at se løver, er jeg nu mest af alt bare træt af at være på farten. Meningen er forsvundet, og jeg skærer resten af turen væk.

Derfor stod jeg på stationen klokken elleve, i godt tid, men hellere det end komme for sent til sidste bus mod Bhuj den dag. Jeg forhører mig efter bussen, og får at vide at den kører 12:15, en halv time efter hvad jeg havde sat næsen op efter. Men det giver jo tid til en sidste hurtig tur rundt i byen. En tur der blandt andet fører mig forbi pakkecentralen, hvor en ung fyr snart har budt på chai, og hvor vi forsøger at snakke selvom hans engelsk er dårligt. Jeg har masser af tid, så hvorfor ikke bruge det der sammen med ham, selvom jeg egentligt gerne bare vil være mig selv. Læs videre “Bus, bus, bus og atter bus”

Junagadh

Glenter

Sidste stop på min rundtur i Gujarat rundtur blev Junagadh, en gammel by med få turister midt i staten. Denne by besøges primært af pilgrimme, der kommer for at gå de 10.000 trin op af Girnar bakken, der fører op til templerne på ”bakkens” top.

For mig står den dog som glenteby nummer 1, efter at jeg så hundrede vis af glenter over byens gamle centrum på det ca døgn jeg tilbragte i byen. Læs videre “Junagadh”

På løvejagt i Sasan Gir

Øjnene er opmærksomme på alle bevægelser i området, tjekker efter spor på vejen der suser forbi jeepen, og ørene søger at hjælpe i jagten efter spor. Vi er på jagt efter løver, de sidste vilde i asien, og hvis vi skal se dem skal vi være heldige…

I ly af natten ankommer vi til parken, og oplever solen komme op fra sin søvn.
I ly af natten ankommer vi til parken, og oplever solen komme op fra sin søvn.

Selvom det er tidligt startede det hele dog endnu tidligere. Klokken 5:12 ringede mit vækkeur, en halv time efter jeg sidst havde kigget træt på klokken, spændingen havde gjort det svært at sove. Ville jeg finde en jeep, og hvis det lykkedes ville vi så se løver? Trætheden var dog glemt da vækkeuret ringede, og snart efter stod jeg foran porten til vildtreservatets reception, foran mig stod 15 andre, alle indere. Og hvis jeg skulle have en chance for at komme på safari skulle jeg enten op med den helt store pengepung, eller overtale nogen til at tage mig med i deres jeep. Læs videre “På løvejagt i Sasan Gir”

Paraboating og panik

Da jeg lejede scooteren var første mål stranden, Nagoa Beach for at være helt præcis. Normalt et fluepapir for turister, men her sidst på sæsonen et dejligt sted med masser af strand og få mennesker. Efter en tur i vandet og lidt vandretur kom jeg igen forbi boden hvorfra man kunne købe forskellige vandoplevelser. Skulle jeg leje vandscooter eller kaste mig over paraboating? Og hvis jeg skulle spændes efter en båd med en faldskærm på ryggen, var det så bedre at betale lidt mere for at sikre at sikkerheden var i orden? Jeg slog tvivlen væk, der ville jo være vand nedenunder, så hvor farligt kunne det være. Jeg betalte de 80 kr for en tur, og snart efter stod jeg iført redningsvest, sele og en anelse nerver på en bred et stykke væk.

Da faldskærmen blev bundet i mig fangede vinden den straks og trak mig baglæns, og min kamp mod vindens kræfter var (naturligvis) en ulige kamp. Imens jeg langsomt blev trukket baglæns blev rebet i min sele langsomt strammet, og jeg flyttede lidt på hænderne, og kom derved til at røre de to karabiner der holdt skærmen fast til selen. De klikkede begge to. Angsten meldte sig straks i kroppen. Disse to karabiner var min sikkerhed for at faldskærmen sad fast, og var af den type der kunne låses. Skulle de så ikke have været låst? I de få sekunder det tog at tænke al dette igennem var rebet hen til båden blevet stramt, og jeg var allerede på vej til vejrs, nærmest med raketfart. Læs videre “Paraboating og panik”

Diu

Diu er helt anderledes fra hvad jeg ellers har oplevet i Indien, ja faktisk har det mere til fælles med Europa, end med Indien, og jeg beslutter mig straks for at blive et par dage. Sådan for at holde lidt ferie (der jo kan lyde lidt mærkeligt når jeg har 4 måneder uden arbejde i Indien), koble fra Indiens kaos og nyde renheden, og hvem ved, måske en øl eller to.

DiuHer er gaderne rene, husene nymalede i flotte farver, og trafikken føles næsten ikke eksisterende. Jeg går lidt rundt, leder efter et sted at få morgenmad, har et i tankerne, men må droppe det, da jeg ikke formår at læse Lonely Planets kort, og derfor vælger en almindelig hotelrestaurant.

Her i dette meget lidt indiske område giver jeg den som fuld turist, finder shorts frem for første gang på turen, og prøver at få lidt kulør på de hvide stænger. Så er jeg klar til sightseeing, først rundt i byen, og slutter nede ved fortet i byens fjerneste hjørne.

Flere steder har naturen indtaget fortet
Flere steder har naturen indtaget fortet

Fortet er imponerende i størrelsen, selvom der går noget tid inden man indser det. Udefra ser det ikke så stort ud, men efter næsten at være faret vild på indersiden, der er en blanding af både velholdt fort og vildtvoksende krat, må jeg indse at første indtryk snyder. Her fra fortet kan jeg nyde udsigten over det arabiske ocean, vinden der fragter masser af kølig luft ind over land, og gør det klart mere udholdeligt end den foregående uge med temperaturer få grader fra de 40.

Aftensmaden spises på en hyggelig haverestaurant, og hvad er nu det jeg ser på menukortet? Muligheden for nutellapandekager til morgenmad… Behøver jeg sige hvor jeg spiste morgenmad de næste par dage?

Næste dag var det på scooter rundt på øen, rart selv at kunne bestemme ruten, uden at skulle sidde i en rickshaw.

Natbus til Diu

Hotellet har hjulpet med billetten, lidt i sidste øjeblik, men alligevel lykkedes det at booke en sovebus til Diu, hvilket er en rejse på ikke under 8 timer, men som man kan få for ca 45 kr.

Jeg tog også natbussen til Ahmedabad, men har ellers rejst med de statslige busser og tog i dagslys, så jeg glæder mig til igen at lade søvn slå det meste af rejsen væk. Bussen er noget finere end den jeg kørte med til Ahmedabad, og efter at have set Lines billeder og hørt om at hun fik både tæppe og hovedpude begynder jeg at glæde mig… Men det var for tidligt, for inde i bussen er pladsen endnu mere trang end den forrige bus, og madrassen hårdere, selvom det gamle gulvtæppe der skal gøre det ud for lagen hjælper lidt. Læs videre “Natbus til Diu”