Gademad

 

GademadJeg har fundet mig en ny ynglingsret hernede i det indiske, og det skulle Rune selvfølgeligt også prøve. Og vi klarede det begge uden maveproblemer, så vi antager at hygiejnen har været i orden, til trods for den noget primitive restaurant, hvor køkkenet er en vogn med et gasblus, og opvasken 3 baljer med vand (en til skyl, en til vask og en til endnu en gang skyl).

Udsigten er anderledes end man er vant til, men prisen er samtidigt lav (5 kr for alt du kan spise).

(boden findes overfor Bus Stand i retning mod Hospital Road hvis nogen skulle have lyst til også at prøve stedet)

Inviteret til middag

På vej hjem fra arbejde en dag mødte Line Nisha, en bankansat der hver dag pendler fra Bhuj til Sumarasar (hvor Line også arbejder). Hun fortalte Line om jeepen der hver dag kører kvart over ni, en kærkommen information efter at Line den morgen havde ventet 1½ time på at hendes jeep blev fuld, og startede turen mod Sumarasar. Efterfølgende snakkede de sammen, og snart var vi inviteret til aftensmad hos hende og hendes mand.

Mig, Deepak og Nisha i parken med de mange kunsthåndværk.
Mig, Deepak og Nisha i parken med de mange kunsthåndværk.

Vi tog derfor turen mod Madahapar, en by ikke langt fra Bhuj, og sammen med Nisha og hendes mand Deepak, en nu pensioneret bankmand (måske pensioneret bankdirektør, det fandt jeg aldrig helt ud af) var vi ude og se den smukke Hiralaxmi Memorial Craftpark. Her udstiller og sælger lokale kunsthåndværkere på skift deres arbejde fra fine hytter, en for hver type kunsthåndværk, fra vævning, broderi og læderarbejde til metalarbejde i form af klokker og knive.

Bagefter tog vi hjem og snakkede om Deepak’s far, der havde været en stor fysioterapeut der gratis hjalp folk i hele regionen (der er på størrelse med Danmark!), og som efterfølgende var parlamentsmedlem i to omgange, og havde været med til at afskaffe den lokale konges magt. Der var billeder af faderen og Deepak’s møde med Indiram Ghandi (en meget stor personlighed herover), vi så datterens udmærkelser som hun har fået for hendes sociale arbejde. Selvom vi gemmer os under same jobbeskrivelse, er der dog langt fra datterens frivillige fuldtidsarbejde med at forbedre vilkårene for piger i landområdet, til mit sikre (og lønnede) job der forhåbentligt venter i Danmark.

Vi hørte også om faderens besøg i Danmark og Sverige i 70’erne, hvor han havde besøgt Silkeborg, København og Stockholm som leder af en delegation fra parlamentet, og var blevet meget imponeret over vores sociale system. Ligesom vi også hørte om familiens arbejde med at lærer piger fra landsbyerne de allermest basale ting, nemlig alfabetet, tallene og hygiejne. Dette undervises de i på 3 måneders kurser, hvor de betales 50 rupees (5 kr)om måneden for skolegangen, hvilket er nødvendigt for at dække familiens tabte indtægt i den periode pigen går i skole i stedet for at arbejde (selvom skolen er gratis, har op mod halvdelen af familierne i visse stater ikke råd til at sende børnene i skole, da de har brug for indtægten fra disses arbejde).

Imens spiste vi, eller det vil sige Line og jeg spiste, imens moderen var i køkkenet og lavede de tre retter vi skulle igennem, og manden snakkede med os, og insisterede på at vi skulle spise mere. En ikke helt ualmindelig praksis, der bunder i at man vil sikre at gæsterne bliver mætte, og først derefter selv spiser.

Efter maden takkede vi af, og på vej ud af døren fik vi at vide at hvis vi manglede noget som helst, så måtte vi tage det med fra Deepak og Nisha’s hus, køkkenting, tæpper eller hvad vi måtte mangle, så skulle vi bare sige det. Joo, det er et godt land at være gæst i.

Mit nye stam-middagssted

Vi havde fået anbefalet stedet allerede den første dag vi var her, men da de kun lavede middagsmad, har jeg ikke været forbi før i dag. Til gengæld er det straks blevet mit nye stamsted.

Desværre er det ikke meget man kan se af køkkenet, men jeg prøver at få taget lidt flere billeder en dag... Det er fint og afrikansk på en og samme tid. Knægten lyser op i et smil hver gang han ser mig, og møder jeg ham på gaden giver han altid hånd. Og det endda før jeg begyndte at give ham karameller.
Desværre er det ikke meget man kan se af køkkenet, men jeg prøver at få taget lidt flere billeder en dag… Det er fint og afrikansk på en og samme tid.
Knægten lyser op i et smil hver gang han ser mig, og møder jeg ham på gaden giver han altid hånd. Og det endda før jeg begyndte at give ham karameller.

De tilbyder to retter: ris i en lille pose med sovs på. Nem og handy hvis man skal have mad på farten, eller kun har 10 rupees (1 kr). Det andet er all you can eat middagstilbud. Du sætter dig og får et fad med 4 forskellige sovse og retter samt en med yoghurt (en såkaldt Fix Gujarati Thali). Dertil salat, refil af roti-brød og evt. ris. Sovsene hører til i den stærke ende, men her kan yoghurten lindre smerten lidt. Fra bordene er der udsigt ud i det primitive køkken, og selvom de danske fødevaremyndigheder slet ikke har en smiley der viser hvilken sundhedsrisiko stedet ser ud til at udgøre for folkesundheden, er maden lækker… Og der er masser af det, og kommer man igennem det, fylder de bare op igen. Og med en pris på 50 rupees (5 kr) konkurrere stedet med restauranten som sælger vegetarburgere til 50 øre stykket om bedst til prisen.

Jeg tror dette sted vinder. Ikke mindst fordi det er noget tættere på vores lejlighed, den fantastiske kartoffelret samt det gratis vand serveret af kopper der vaskes efter lukketid (men genbruges indtil da).

Note: Siden jeg skrev indlægget har jeg været forbi 6 gange for at spise, og få et godt billede derfra, og endnu har maven ikke taget skade, ligesom jeg bliver gladere og gladere for den rappe betjening, og de autentiske omgivelser hvor man møder mange lokale. Læs videre “Mit nye stam-middagssted”

1 meter mad…

1 meter dhosaPå hotellet var vi rendt på to midaldrene damer fra henholdsvis Danmark og Sverige, som nød deres pensionist tilværelse, og en læmgere rejse i Indien med tog og bus. Da vi skulle vise dem et fornuftigt sted at spise, endte vi (endnu en gang) på Green Rock, og Line imponerede alle med hendes ret. En en meter lang dhosa med ost (sydindisk specialitet). Merethe imponere Line og jeg med hendes zizler, en møg varm støberjernstallerken med sydende grøntsager ovenpå.