Opfattelse af kultur, historie og sandheder

Det er ved at være længe siden, men i anledning af vores snarlige afrejse, er det vel på plads at komme med vores hidtil sjoveste, og et af de virkeligt lærerige møder med en inder:

Inder: “Hello, where are you from?”
Mig: “Denmark”
Inder: “oooh, Denmark”
Mig: “Yes, do you know Denmark?”
Inder: “Yes, but only a little”
Mig: “Wow, thats still impressive, we are a really small country, what do you know?”
Inder:” I study history, and we have just learned about second world war, with you and Germany… But its a long time ago now, and I guess it doesn’t matter anymore. After all you personally had nothing to do with it” (underforstået at vi var på tyskernes side)

Og han har jo ikke mere uret, end jeg har ret, vi har blot lært forskellige opfattelser/perspektiver på en historisk begivenhed.

Altså hvordan kan man lade være med at grine når man oplever at andre opfatter ens historie så anderledes fra ens egen opfattelse. Jeg er taknemmelig for at han der mindede mig om hvor ydmygt man må gå til kultur og historie.

(og inden man totalt afskriver hans udlægning af historien, bør man læse Axel Holms “Hvidsten gruppen”, udgivet første gang i 1945, hvor der bandt andet fortælles en lidt anden historie om forholdet Danmark- Tyskland og ikke mindst Danskerne-Tyskerne end den vi allesammen siden har lært.)

Om at sige ja…

Jacob Holdt opfordre en til altid at sige ja til de invitationer man får. Kun derved kan man møde folk uden fordomme, og få adgang til alle de oplevelser der ligger derude og venter på en. En ting jeg ofte glemmer, og derfor sniger mig udenom invitationer med undskyldninger om at jeg har travlt, skal noget andet eller at det er ubelejligt. Dagens oplevelse blev dog en reminder om at de bedste oplevelser altid kommer når man ikke regner med det, og at jo flere gange man siger ja, jo flere får man af disse unikke, specielle og uforglemmelige oplevelser…

… Jeg var egentligt på vej på posthuset, men jeg kunne jo lige hilse på ham på vejen, blomsterhandlere, for det første fordi det var den korteste vej, og for det andet fordi jeg ikke havde hilst på ham i mere end en måned, så hvis jeg skulle nå at takke af var det jo et fint tidspunkt. Vi havde dog ikke snakket længe før jeg var inviteret på mad, jeg var egentligt ikke i humør, jeg var træt, og selvom jeg ikke havde planer prøvede jeg at sno mig udenom. Han lod dog ikke til at høre efter, og snart havde han bået inviteret mig på middagsmad, bekræftet aftalen, og fået fortalt at han ville vente på mig nu det var en aftale.

Jeg nåede at overveje at droppe det, men det ville jo samtidigt betyde at løbe fra en aftale (om end jeg selv ikke havde megen andel i indgåelsen), og det strækker jeg mig langt for at undgå. Det ville også betyde dårlig samvittighed hver gang jeg kom i den del af byen. Men når jeg skal være ærlig er det altså udelukkende blomstermandens fortjeneste at jeg fik en herlig eftermiddag, og ikke endte med at sove middagslur, læse bog eller på anden måde slå tiden ihjel. Læs videre “Om at sige ja…”

Kamelsafari i Bikaner – En dag på kamelryg

På vores tur rundt i Indien var vi nået til Bikaner, hvorfra vi drog ud i ørkenen på kamelsafari. Turen startede som den bør med ondt i røven og sved i panden, men derfra nåede den aldrig over det middelmådige. Måske på grund af vores opskruede forventninger, måske på grund af en doven guide. Men at kameler er et herligt dyr er der ingen tvivl om.

Rune og hans kamelVi startede ud med en times tur i tuk-tuk for at komme langt nok væk fra byen til at starte turen ud i det virkelige ørkenland, og vi mødte både vores kamelfører og vores kameler. Snart sad vi på hver vores kamel i vuggende gang igennem den lille landsby ved vejen. Jeg klagede snart over ondt i mellemkødet, og Rune over ondt i røven, men sådan går det jo når man som amatører sætter sig op på klovdyr. Det kunne dog ikke fjerne vores begejstring over at være på vej ud på eventyr på ryggen af disse dyr. Og i forhold til heste virkede disse noget mere sikre. Læs videre “Kamelsafari i Bikaner – En dag på kamelryg”

Cricketspilleren fra Danmark

Da vi besøgte Gandhis gamle ashram stødte vi på en flok børn i færd med at spille cricket, og de var ikke sene til at accepterer da vi spurgte om vi også måtte prøve. Vi prøvede kræfter med både kast og bat, men vi må nok indrømme at det nok kræver lidt træning hjemme i Danmark før at vi på nogen måde kan gøre os i denne sport.

Cricket 1

Cricket 2

Cricket 3

På besøg hos Gandhi

Da vi nu var i Ahmedabad kunne vi jo lige så godt besøge Sarbarmati Ashram der var Gandhis hovedkontor under uafhængighedskampen, og stedet hvorfra hans saltmarch startede. Der var ikke meget at se, ud over Gandhis gamle værelse der imponerer ved alt det der ikke er der. En seng, der også gør det ud for en stol, en skrivepult og en spinde til at lave garn på. Et udslag af Gandhis tro på at man skulle begrænse sine ejendele til det absolut mest nødvendige.

Stedet rummede en ro man ikke finder mange andre steder i Ahmedabad, eller i Indien for den sags skyld. Om det skyldes stedets historie, respekten for Gandhi eller bare den simple indretning skal jeg ikke kunne sige, men det var et dejligt afbræk på vores tur.

I museet er der et brev fra Gandhi til hans ven Hitler (ja, sådan starter brevet faktisk, da Gandhi anså sig selv for at være venner med alle) der er ganske spændende læsning. Efter en tur rundt i Gandhis univers er min respekt for ham kun blevet større, mon verden nogensinde igen ser en (politisk) leder der i den grad sætter egne behov til side for at arbejde for fællesskabets bedste?

Hvor maden kommer fra

GedehovederDet er ikke altid sjovt at blive mindet om, men måske er det meget sundt. Vi er gået ned i Ahmedabads slagterkvarter for at få de billeder jeg ikke turde tage sidste gang, og hvis ikke synet af de afhuggede gedehoveder påvirker en, så gør stanken af fisken der kun ligger lidt på køl. Flere af hønsene ser syge ud, og alt er i det hele taget makabert i dette blodfyldte sted.

Men det er jo der vores kød kommer fra, uanset om vi er i Danmark eller Indien må dyrene miste hovederne, og der går da heller ikke længe før jeg sidder og spiser en kyllingeburger, så længere holdt ubehaget heller ikke.Slagter

 

Gensyn med Sasan Gir og løverne…Safari part 2

Min første safari var jo en succes, så nu hvor Rune er kommet skulle han naturligvis også have oplevelsen, og vi får timet det sådan at Line også kan komme med, så vi er 3 mand der er klar til to safarier på to dage, en om aftenen, og en den næste morgen klokken tidligt. Men hvordan slår man første tur hvor jeg så tre løver og så meget andet spændende? Jooo, det skal vise sig.

Hjorte i Sasan GirJeepen har dårligt krydset hegnet ind til nationalparken før alle sanser er i gang, var der noget der? Kan I hører noget? Kan vi se løvespor? Men løver lader vente på sig, til gengæld byder hjortene os velkommen, og snart efter ser vi ugler. Ugler! et sjældent syn, både i Danmark og Indien. Snart ser vi krokodiller, sambarhjorte og påfugle, ja dyrene byder os rigtigt velkommen til deres rige, og guiden fortæller lystigt, selvom det kan være svært at høre det hele herover på bagsædet (vi havde fået to russere med på slæb som havde taget de forreste pladser). Rune viste flere prøver på hans gode øje for dyr, og spottede mange ting imellem træerne, ligesom han gav prøver på baywatch da han smed t-shirten for at få lidt sol på overkroppen, hvilket fik en dreng til at spørge ”hvorfor har du ingen t-shirt på, skal du ud og bade?” ved næste stop. Læs videre “Gensyn med Sasan Gir og løverne…Safari part 2”

Rige Svin!

Rige svin

Ja, det er tanken der slår ned i mig første gang jeg ser ham. Tænk sig at lade sig bærer op af 10.000 trappetrin, bare fordi man har råd. Det minder mig om noget fra slavetiden, og jeg kan ikke lade være med at spørge om ikke jeg må tage et billede af ham, for at kunne udstille forskellen på rig og fattig.

Den anden side af sagen er at han nok er rig, og alligevel har han nok ikke som mig klattet en million kroner væk (et konservativt gæt på min samlede indkomst de sidste 15 år), så hvem er i virkeligheden det rige svin? Og han har samtidigt har betalt godt for turen, faktisk så godt at dem som slæber kan lave noget der nærmer sig en indisk ingeniør løn ved dette arbejde. Og de har jo selv valgt det, som så mange andre i Indien er deres arbejde måske ikke sundt i længden, men det giver mad på bordet.

På rejse til uendeligheden, gæstfriheden og stjernenatten

Vi havde allerede været heldig at tilbringe flere stunder sammen med Kuldip, en lokal couchsurfer, naturelsker og guide med god energi og en stor viden, så han var det naturlige valg da vi stod og skulle bruge en guide til at vise Rune og jeg saltørkenen og de små landsbyer hvor mange gamle traditioner holdes i hævd. Det kom der to fantastisk dage ud af.

På vej ud i ørkenenVi blev hentet på hotellet klokken tre, og samlede Line op på vejen, hvorefter turen gik mod white desert, en saltørken hvor uendeligheden synes at kunne opleves. Vi gjorde holdt ved en lille butik ejet af en af Kuldips mange venner i området. Her mødte vi en ældre hyrde, der samtidigt var områdets bedste jødeharpe musikant, og snart fik vi et nummer. En forsmag på hvilke oplevelser der venter når man rejser med en lokal med mange venner. Læs videre “På rejse til uendeligheden, gæstfriheden og stjernenatten”

Gademad

 

GademadJeg har fundet mig en ny ynglingsret hernede i det indiske, og det skulle Rune selvfølgeligt også prøve. Og vi klarede det begge uden maveproblemer, så vi antager at hygiejnen har været i orden, til trods for den noget primitive restaurant, hvor køkkenet er en vogn med et gasblus, og opvasken 3 baljer med vand (en til skyl, en til vask og en til endnu en gang skyl).

Udsigten er anderledes end man er vant til, men prisen er samtidigt lav (5 kr for alt du kan spise).

(boden findes overfor Bus Stand i retning mod Hospital Road hvis nogen skulle have lyst til også at prøve stedet)